Letland og Tjekkiet er interesserede i Danmarks AZ-doser

Andre EU-lande er interesserede i de danske AstraZeneca-vacciner, efter at Sundhedsstyrelsen har droppet dem

Der er interesse for Danmarks AstraZeneca-doser i både Letland og Tjekkiet (Arkivfoto). Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Der er interesse for Danmarks AstraZeneca-doser i både Letland og Tjekkiet (Arkivfoto). Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Det har fået andre EU-lande til at øjne ekstra vaccinedoser, at Danmark onsdag har droppet AstraZeneca-vaccinen fra sit vaccinationsprogram.

Således har både Letland og Tjekkiet udtrykt interesse for de danske doser.

- Vi vil kontakte Danmark for at finde ud af, hvordan man ansøger om de her vacciner, skriver den lettiske sundhedsminister, Daniels Pavluts, på Twitter.

Danmark har droppet vaccinen på grund af bekymringer om alvorlige bivirkninger. Det er sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader, der har forårsaget bekymringerne.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der anbefaler vacciner til brug i EU, er i fuld gang med at undersøge den mulige sammenhæng.

Samtidig fastholder agenturet dog, at vaccinens fordele opvejer dens risici.

Artiklen fortsætter under videoen ...

 

I Tjekkiet har landets indenrigsminister, Jan Hamacek, delt sin interesse for de danske doser af AstraZeneca-vacciner.

- Vi leder efter vacciner over hele verden. Vi er villige til at købe AstraZeneca fra Danmark, skriver indenrigsministeren på Twitter.

Ritzau har spurgt Sundhedsstyrelsen, hvad der skal ske med doserne, men har onsdag aften endnu ikke fået svar.

AstraZeneca er en af fire coronavacciner, der er blevet godkendt til brug i EU.

En af de øvrige, vaccinen fra amerikanske Johnson & Johnson, ankom onsdag for første gang til Danmark. Dens fremtid er dog usikker, efter at selskabet tirsdag selv satte sin vaccineudrulning på pause i Europa.

Årsagen er bekymringer om bivirkninger, som minder om dem, som AstraZeneca-vaccinen mistænkes at forårsage.

Derfor er første stik med Johnson & Johnson-vaccinen ikke givet i Danmark.

De to andre vacciner, der fortsat bruges, er fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind