Lewis' tre koala-'brødre' kæmper for deres liv

Tirsdag døde koalaen Lewis efter en uges kamp for livet, siden en kvinde reddede ham i en viral video. Her er tre andre koalaer, der lige nu kæmper på koala-hospitalet

Toni Doherty blev hyldet som helt efter denne video gik viralt. Video: Reuters via Scanpix. Redigering: Martin Ekelund

Tirsdag gik den sørgelige nyhed om koalaen Lewis, der næsten en uge efter at være blevet reddet måtte aflives på hospitalet, verden rundt.

Koalaen blev verdenskendt efter en video, hvor den australske kvinde Toni Doherty reddede ham ud fra de omfattende australske skovbrande. Du kan se optagelsen her eller i toppen af artiklen.

Samfund - 22. nov. 2019 - kl. 10:46 Kvinde løber ind i skovbrand og redder koala

Samme dag som redningsaktionen blev koalaen overført til koalahospitalet i Port Macquaire, men tirsdag var der desværre dårlige nyheder. Dyrlægerne havde været nødt til at aflive den hårdt sårede Lewis.

Samfund - 26. nov. 2019 - kl. 08:16 Nu er forbrændt koala død

I forbindelse med den hjerteskærende udvikling i sagen om Lewis, fortalte de ansatte ved Port Macquaire Koala Hospital til Daily Mail Australia, at de lige nu er meget overvældede over folks gavmildhed, som de oplever efter mange koalaers naturlige hjem netop nu står i flammer i de voldsomme brande.

Koalaen Lews måtte desværre aflives tirsdag. Men flere andre koalaer kæmper stadig en brav kamp. Foto: Koala Hospital Port Macquaire / Port Stephens Koalas
Koalaen Lews måtte desværre aflives tirsdag. Men flere andre koalaer kæmper stadig en brav kamp. Foto: Koala Hospital Port Macquaire / Port Stephens Koalas

- Vi arbejder på højtryk her, og vi har meget travlt med at tage imod donationer over telefonen, siger en af de ansatte til avisen. Også hos koala-reservatet Port Stephens Koalas melder Julie Black, at man svømmer i doneret tøj og håndklæder.

- Hvis folk vil donere, er det mest hjælpsomme at give medicin eller penge, lyder rådet fra Julie Black.

Lewis var nemlig langt fra den eneste ilde tilredte koala, der i løbet af de raserende bushbrande er blevet reddet og bragt til behandling hos dyrlæger.

Port Macquaire Koala Hospital og andre reservater har løbende opdateret deres sociale medier om dyrenes tilstand. Herunder kan du møde tre af de skadede koalaer, der stadig kæmper for livet.

Peter
Koalaen Peter blev reddet brandene ved Lake Innes naturreservat, og i den seneste opdatering fortæller medarbejderne ved Port Macquaire Koala Hospital, at han er bedring. 'Han spiser godt, og hans brandsår heler som forventet', skriver de på Facebook. Her fortæller de også, at de lige nu har 31 koalaer, der er blevet reddet fra bushbrandene.

Til Daily Mail fortæller hospitalet, at Peter var forbrændt på både hænder og fødder, da han kom ind. Desuden var 90 procent af hans krop blevet svitset af ilden.

Paul
Paul var den første koala, der blev reddet fra Lake Innes naturreservat tæt på Port Macquaire Koala Hospital. Han blev fundet krybende på den brændte jord af en person, som bragte ham med til koalahospitalet. Også Paul var blevet forbrændt på hænder og fødder og var desuden alvorligt dehydreret, da han blev indlagt.

De ansatte har pakket Pauls fødder ind i grønne plastre, og håber nu, at hans brandsår heler helt efter bogen.

Blaze
Hos Port Stephens Koalas er koalaen Blaze i bedring efter at være blevet reddet fra flammerne i Taree i New South Wales.

De ansatte beskriver Blaze som 'en fornøjelse at passe', og i den seneste opdatering fortæller Port Stephens Koalas ansatte, at han har mistet et stykke af sit venstre øre og har alvorlige forbrændinger på alle hænder, fødder, testikler, næse og hage. Dyrlægerne er bange for, at nogle af forbrændingerne går helt ind til Blazes knogler, men han har taget halvandet kilo på i løbet af sin første uge i dyrlægernes pleje.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere