Lidegaard: Thorning kan næppe hjælpe i Hedegaard-sag

Udenrigsminister Martin Lidegaard mener, at Danmark har presset Tyrkiet tilstrækkeligt i Lars Hedegaard-sagen

Sagen om den formodede gerningsmand til drabsforsøget på Lars Hedegaard - den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet - ser ud til at gå i tomgang.

Den danske statsborger BH, som menes at være gerningsmanden, blev i april sidste år anholdt i Tyrkiet, men løsladt igen fire måneder senere, og ingen ved i dag, hvor han befinder sig.

Se også: Drabsforsøg: Mette F. forstår Hedegaards fortvivlelse

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) mener, at Danmark har sat den tyrkiske regering under nok pres, selvom informationerne i sagen om BH har været og fortsat er sparsomme.

Lidegaard vurderer, at det ikke vil hjælpe sagen yderligere, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for eksempel går ind i sagen.

Se også: Partier til regeringen: Vi er til grin i Hedegaard-sag

- Vi har haft sagen oppe i EU og i Europarådet. Der er ingen tvivl om, at den tyrkiske regering ved, hvad denne sag fylder, og hvad vores meget klare holdning er. Jeg tror ikke, vi vil få mere ud af tyrkerne ved at bringe statsministeren ind i sagen.

- Tyrkerne mener ikke, at det er foreneligt med deres retsstat at udlevere de ting, vi gerne vil have. På det punkt er vi uenige, men vi håber på at kunne overbevise dem på et tidspunkt, siger Lidegaard.

Se også: Lars Hedegaard sigtet for at skrive navn på attentatmand

Lars Hedegaard blev 5. februar 2013 udsat for drabsforsøg i sit hjem på Frederiksberg.

- Den eneste gode nyhed, jeg kan præsentere, er, at Tyrkiet har gjort det helt klart, at får de mulighed for at pågribe den formodede gerningsmand, så vil de anholde ham og samarbejde med Danmark. Det er en vigtig tilkendegivelse for os, siger Lidegaard.

Se også: Advokat: PET ville hverve mistænkt i Hedegaard-sag

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, er skuffet over regeringens ageren i sagen.

- Regeringen har tænkt sig at bøje nakken, og det er skuffende. Der kommer intet tilbage fra Tyrkiet, siger han.

Søren Espersen, udenrigsordfører for DF, vurderer, at både Lidegaard og justitsminister Mette Frederiksen (S) har gjort, hvad de har kunnet i sagen.

- Vi mangler bare en erkendelse fra regeringens side af, at Tyrkiet ikke hører med i EU med sådan en sag, siger han.

Se også: DF: Danmark må øge pres på Tyrkiet i Hedegaard-sag

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere