Liderlige dansemyg tvinger borgere indendørs

Jysk by plaget af myggehær: - Der rejser sig sværme på 15-20 meter op i luften

50-årige Michael Sleimann er træt af ikke at kunne opholde sig i sin have på grund af en kæmpehær af dansemyg. Privatfoto
50-årige Michael Sleimann er træt af ikke at kunne opholde sig i sin have på grund af en kæmpehær af dansemyg. Privatfoto

Michael Sleimann og hans kone ville gerne nyde forsmagen på sommeren i deres have.

Parret er dog som flere andre borgere i Struer i Midt- og Vestjylland blevet tvunget indenfor af sværme af dansemyg, som i øjeblikket holder parringsfest i et fuglebeskyttelsesområde 200 meter fra deres hjem.

- Der er milliarder af myg, som man igennem mange år har forsøgt at holde nede ved at sætte Helt ud. Det er en fisk, som æder dem, men samtidig er der fritidsfiskere, som fanger fiskene, fortæller den 50-årige forhenværende skolelærer til Ekstra Bladet.

- Du kan ikke være udenfor, og klokken 18 bliver det helt galt. Så rejser der sig store sværme på fem meter i diameter 15-20 meter op i luften. Sværmene er helt sorte - det er lidt ligesom at se sort sol.

De kæmpestore sværme af dansemyg kommer fra brakvandssøen Kilen, som ligger nordvest for Struer.

- Vi har udsigt nedover Kilen, og når kæmpesværmene bevæger sig mod os, ser det ud, som om, der er ild i husene inde i Struer, fortæller Michael Sleimann, som tilføjer, at myggeplagen begyndte for 14 dage siden.

Håber på hjælp fra politikere
Michael Sleimann frygter, at plagen kan fortsætte til august. Det eneste positive at sige om insekterne er, at de ikke stikker.

- Det er jo fint at bo ved naturen, og man kan godt klare 1000 dansemyg, som flyver rundt nede i haven. Jeg cykler snart hjemmefra, spøger midt- og vestjyden, som har forsøgt at flygte.

- Vi har et kolonihavehus på den anden side af Struer, men det er ligeså galt derude.

Nu håber han på hjælp fra lokalpolitikerne, hvoraf han har kontaktet flere.

- De har kendt problematikken hele tiden, og har haft en strategi med at sætte fisk ud. Men så skal der næsten være et forbud mod fiskeri.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Struer Kommune lover Per Jakobsen, at man vil se på problemet med de mange myg. 

- Vi kigger på hvilke løsninger, der er. Det kan være udsætning af helt eller en anden strategi med salt i Kilen, men jeg har ikke et svar lige nu, siger Per Jakobsen til TV MidtVest.

Travl parringsdans
Insektforsker ved Statens Naturhistoriske Museum Thomas Pape, forklarer, at de store bestande dansemyg, som plager Struer, har travlt med at parre sig.

- De voksne myg har den primære funktion, at de skal skynde sig at sætte et nyt kuld i verden, forklarer insektforskeren, som tilføjer, at parringsdansen begynder straks efter udklækningen.

- De skal parre sig, og så vil hunnerne med det samme begynde at kigge sig om efter et sted at lægge æggene. Hannerne dør ofte indenfor timer efter, at de har parret sig. Så er deres funktion forbi. Så vil de falde til jorden, tørre ud og dø. De parrer sig ikke flere gange. Det gør hunnerne heller ikke.

Klækningerne er ifølge Thomas Pape meget tit synkroniserede. Det har flere fordele.

1) Når mange klækkes på en gang, er det ikke så svært for hanner og hunner at finde hinanden.

2) Hvis der er sindssygt mange, kan de lokale fugle slet ikke nå at spise dem allesammen. De bliver hurtigt mætte, og så er trykket fra de lokale rovdyr meget mindre.

Dansemyg dræber i Afrika
Insektforskeren har fået forevist optagelser og billeder af sværmene af dansemyg i Struer og fastslår, at der er tale om massive mængder.

- Det er relativt sjældent, at der virkelig er skyer af dansemyg i luften, siger insektforskeren, som ikke er meget for forbud, men foreslår, at man kan regulere fiskeriet i området, så der er balance i systemet.

Andre steder i verden er dog langt mere plaget af dansemyg-sværme:

- Der er en nærmest verdensberømt sø i Island, som hedder Mývatn, der betyder myggevandet, hvor bilister har svært ved at se, fordi der driver så store skyer af dansemyg rundt. Det kan blive farligt.

- Der er steder i Afrika, hvor der kan være så mange dansemyg, der klækkes, at hvis fiskerbåde bliver indhyllet i tågerne af dansemyg, skal fiskerne skynde sig ud, fordi deres luftveje kan blive så irriterede og svulme op. Det er sket, at folk er blevet kvalt af det.

Dansemyg lever livet superfarligt

Der er 600 forskellige arter dansemyg i Danmark.

Dansemyglarver lever i vand. Det kan variere fra relativt langt nede i bunden af søer til meget fugtige enge, hvor der er så meget fugt, at de ligger og sopper i vand.

I det plagede område i Struer er der lavet nogle fine fladvandede områder, hvor der er overvejende brakvand. Det vil sige, der er dejligt meget slam og mudder i bunden, og det er perfekt for dansemyggelarver og ligge der og spise det organiske materiale.

Samtidig er det brakvand, som hverken er ferskvand eller saltvand, og ikke særlig mange dyr har specialiseret sig i at leve der. De, der lever der, kommer i meget store bestande og mængder.

Mange dansemyg lever livet superfarligt. Der skal ikke ret meget vind til, så kan de blive blæst ud i vandet eller ind over land, hvor de ikke kan finde et sted at yngle. Fugle spiser dem, insekter spiser dem, guldsmede spiser dem. Der er kamp om at få spist dem, så de lever ikke ret længe.

En hundansemyg lever højst en uges tid. De fleste vil leve en tre-fire dage, så er det yt med dem.

(Kilde: Thomas Pape, insektforsker ved Statens Naturhistoriske Museum)

1 af 2 Kæmpesværme af dansemyg forpester tilværelsen for borgere i Struer. Privatfoto
2 af 2 50-årige Michael Sleimann er træt af ikke at kunne opholde sig i sin have på grund af en kæmpehær af dansemyg. Privatfoto
27 kommentarer
Vis kommentarer