Opdateret 13.13 med kommentar fra Falck-ledelsen
Siden klokken 7.30 i morges har Falckreddere på en række Falck-stationer nedlagt arbejdet.
Det sker i forlængelse af den netop vedtagede OK 17 overenskomst, som 87 procent af Falck-redderne stemte i mod.
Redderne er blandt andet utilfredse med flere dage årligt, hvor de kan blive tvunget til at arbejde over.
Til Ekstra Bladet fortæller flere reddere, at de har svært ved at forstå Falcks opbakning til overarbejdet, da det ifølge redderne direkte strider mod Falck's såkaldte 'Code of Conduct'.
Overarbejde skal være frivilligt
Her står der blandt andet, at 'Overarbejde skal være frivilligt, sjældent og i overensstemmelse med lokale regler'. Og det er netop vendingen om frivilligt, redderne er fortørnede over.
- Det er stik imod deres egne retningslinjer. Det er en svinestreg, siger en anonym Falck-mand til Ekstra Bladet.
Ingen af de Falck-ansatte Ekstra Bladet har talt med, ønsker at stå frem med navn.
Det skyldes ifølge de Falck-ansatte, at de frygter for fyring og andre repressalier, hvis de står frem.
De kontoransatte bestemte: Derfor blev det et ja for alle
Arbejdsnedlæggelse breder sig
Ifølge Falck-redderne startede arbejdsnedlæggelsen på enkelte stationer fredag morgen, men har siden bredt sig.
Der er tale om samtlige stationer i Region Sjælland og Region Midtjylland.
For selvom Falck-folkene siger, de har nedlagt arbejdet, kører de fortsat akutte ture.
- Vi kører fortsat A og B kørse, hvor folks liv og førlighed er på spil. Så det er ikke sådan at folk som sådan kommer til at lide overlast. Men alle ikke akutte ture, bliver ikke kørt, siger en anden anonym Falck-mand og tilføjer:
- Det betyder, at sygetransporter ikke bliver kørt. Det er en god procentdel af vores ture og betyder at dele af sundhedsvæsnet bliver presset.
Falck-ledelsen: Uacceptabelt
Hos ledelsen i Falck er man fortørnede over arbejdsnedlæggelsen.
- Det er uacceptabelt, at de laver sådan en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Vi forventer, at de snarest optager arbejdet igen. Vi har helt efter bogen indgået en aftale om overenskomst med reddernes fagforening 3F, siger Morten Jeppesen, kommunikationsdirektør i Falck til Ekstra Bladet.
- Redderne er utilfredse med, at de med den nye overenskomst kan blive tvunget til at tage overarbejde. I jeres Code of Conduct står der, at 'overarbejde skal være frivillig'. Har redderne ikke en pointe?
- Der er indgået en overenskomstaftale, som begge sider af bordet har været enige om er en god aftale. Når der bliver indgået en overenskomst og vedtaget - en aftale som vi i øvrigt har fulgt arbejdsmarkedetsspilleregler i forbindelse med - forventer vi naturligvis, at medarbejderne gør det samme, siger Morten Jeppesen.
300 sure arbejdere råber til direktører: Nægter 42-timers arbejdsuge