Ligestillingsminister: Mændene må tage noget ansvar

Eva Kjer Hansen (V) er minister for ligestilling - det var hun også i 2004-2006, og hun undrer sig over, at der intet er sket, siden hun forlod posten sidst

Der er ingen slinger i valsen hos den ansvarlige minister for ligestilling, Eva Kjer Hansen (V), når hun i anledning af kvindernes internationale kampdag skal vurdere ligestillings-situationen i Danmark.

- Jeg mener bestemt, at vi har ligestillingsproblemer i Danmark, og jeg tror, at hvis vi for alvor skal have det løst, så skal vi i langt højere grad have mændene til at tage et ansvar for det, siger ministeren til Ekstra Bladet.

En undersøgelse foretaget af Epinion for Fagbevægelsens Hovedforbund (FH) viser, at ikke alle er enige med ministeren. Især mænd, der er uenige.

42 procent af mandlige lønmodtagere i Danmark mener således, at det går fint med ligestillingen mellem mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked, mens kun 16 procent af kvindelige lønmodtagere mener det samme.

- Hvad tænker du om, at mænd og kvinder er så uenige om ligestillingen på arbejdsmarkedet?

- Når der er så stor forskel, er det fordi det er kvinderne, der oplever, at der mangler ligestilling.

- Men jeg synes faktisk, at det er overraskende, at der ikke er flere mænd, der mener, der er ligestilling. For det viser jo, at mere end halvdelen erkender, at der ikke er ligestilling. Jeg ønsker, at mændene vil tage et større ansvar.

- Hvordan skal de gøre det? 

- Det er i høj grad mænd, der sidder i positioner, hvor de kan gøre en forskel i forhold til ligestilling. De skal simpelthen ansætte flere kvinder - især på topposter og i bestyrelser, mener ministeren.

- Når vi ser på, at vi mangler kvinder på topposter, kvinder i bestyrelser, jamen så er det i høj grad mændene, der kunne vælge de kvindelige ansøgere. På den måde kunne de bidrage til større ligestilling.

- Men hvorfor er det et problem, hvis vi ikke har ligestilling? 

- Det er et problem for vores udvikling og velstand i Danmark, hvis ikke vi får alle talenter og kompetencer i spil. Så udnytter vi ikke det potentiale, vi har. Hvis vi ikke ser, hvad den ene halvdel af befolkningen kan byde ind med, så får vi ikke udnyttet kompetencerne. 

Uacceptabelt
Noget af det, som undersøgelsen, som er foretaget af Epionion blandt 3231 danske lønmodtagere, afslører, er, at mænd og kvinder kan blive enige om en ting: det største problem for ligestilling på arbejdsmarkedet er ulige løn.

- En af de ting, vi slås med, er forskellen i løn, som ikke kan forklares, fortæller Eva Kjer Hansen og henviser til en netop foretaget undersøgelse, der viser, at kvindelige ingeniører får fire til syv procent lavere løn end deres nyuddannede mandlige kolleger.

- Der er vi nødt til at få et arbejde i gang, som kan forklare den lønforskel. Der har virksomhederne og de faglige organisationer på banen. Den lønforskel er jo ikke acceptabelt.

De traditionelle kvindefag - typisk omsorgsfag som sygeplejersker, sosu'er, pædagoger og lign. - er markant lavere lønnet end mandefagene. Og det er et problem, mener ministeren. Foto: Ritzau Scanpix.
De traditionelle kvindefag - typisk omsorgsfag som sygeplejersker, sosu'er, pædagoger og lign. - er markant lavere lønnet end mandefagene. Og det er et problem, mener ministeren. Foto: Ritzau Scanpix.
 

Absolut intet sket
- I Danmark er arbejdsmarkedet meget skævvredet i mande- og kvindefag, hvor kvindefagene typisk er markant dårlige aflønnet end mandefagene. Hvad tænker du om det?
 

- Jeg var ligestillingsminister fra 2004-2006, så da jeg kom tilbage på kontoret her, var det første jeg spurgte om: 'hvordan er det så gået med udviklingen, siden jeg forlod kontoret sidst?' 

- Et af de områder, hvor der absolut intet er sket, er i forhold til vores kønsopdelte arbejdsmarked. Der har vi stort set ikke rykket os. Det er underligt, for selvfølgelig kan kvinder være elektrikere og vvs’ere, lige så vel som mænd kan være pædagoger og sygeplejersker. Men vi vælger meget traditionelt. Vi skal bryde vores fordomme i forhold til, hvad drenge skal og piger skal. 

Byggeriet er en af de brancher, der er mandsdomineret.
Byggeriet er en af de brancher, der er mandsdomineret.
 

- Hvad er konsekvensen ved, at kvindefagene er dårlige lønnet end mandefagene? 

- Det er jo, at kvinderne bliver dårligere stillet end mændene. Både i forhold til løn, men også til livsindkomst og pension. Kvinderne ender på grund af deres valg af fag i en ringere situation end mændene, siger ministeren, der ville ønske, at Danmark lå solidt plantet på en topplacering på listerne over de mest ligestillede samfund i verden.

Vi er bagefter Norden
Ifølge World Economic Forums seneste liste, indtager vi en 14. plads - efter lande som Rwanda og Nicaragua.

- Jeg ville jo gerne have, at Danmark lå i toppen, eller som minimum kunne sammenligne os med de øvrige nordiske lande – og der må jeg bare konstatere, når jeg kigger ind i tallene, at hvis vi ser på kvindernes muligheder i forhold til topposter og bestyrelsesposter, så er vi der altså ikke.

Se også: Der er da ligestilling på arbejdsmarkedet... mener mændene

Se også: Danskere enige: Nej, vi har ikke ligestilling!

152 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere