Lille pige dræbt i familietragedie: - Det er godt nok skrækkeligt

Mor til to anholdt for drab på 9-årig datter. Ifølge politiet er der tale om en familietragedie

Folk i byen sørger over tragedien (Video: Mikkel Berg)

Naboerne i den lille by Bindslev i  Nordjylland er rystede efter nyheden om, at en 9-årig pige er blevet dræbt.

- I går aftes omkring klokken halv ti kom der ambulancer, en lægebil og politibiler. De blev der en times tid, fortæller Hans Frandsen, der ligesom familien bor på en stille vej i Bindslev.

Politi og ambulancer var massivt til stede onsdag aften

Selv om Hans Frandsen mener, at familien har boet på vejen i en del år, kender han ikke meget til dem.

- Men vi hilste da på dem, når vi mødte dem i Brugsen. Vi ved ikke andet end det, vi har set på tv. Det er godt nok skrækkeligt, siger Hans Frandsen.

To søskende
Udover den 9-årige pige er der også en lillebror i familien.

- Han er nok omkring 3 år, vurderer Hans Frandsen.

Da Hans Frandsen stod op her til morgen og kiggede ud af vinduet kl 5.45, var politi og ambulancer væk. Og der er ingen spor efter den øvrige familie på adressen.

Mor anholdt
Den 9-årige piges mor er er ifølge Nordjyllands Politi blevet anholdt og sigtet for drabet. Den 27-årige mor er også selv kommet til skade.

- Der er tale om en familietragedie. Vi regner med, at moderen bliver fremstillet grundlovsforhør over middag, siger politikommissær i Nordjyllands Politi, Allan Overgaard.

Politiet blev alarmeret om tragedien i går aftes klokken 21.11, da en person ringede til 112. Hvem der ringede til alarmcentralen, ønsker politiet ikke at oplyse. Pigen var svært kvæstet, da politiet nåede frem til Grønningen, men pigen kunne ikke reddes.