Lille ugle flytter ind i families juletræ

Uglen nægtede at flytte ud igen

Familien Newman fra Atlanta fik et kæmpe chok, da de opdagede, at der boede en ugle i deres juletræ. Privatfoto: Billy Newman
Familien Newman fra Atlanta fik et kæmpe chok, da de opdagede, at der boede en ugle i deres juletræ. Privatfoto: Billy Newman

En familie fra Atlanta fik noget nær deres livs chok, da de opdagede, at en lille ugle havde taget bolig i deres indendørs juletræ.

Det var den 10-årige pige India, der først så fuglen og grædende kom og fortalte sin mor, Kate Newman, at et stykke julepynt i juletræet skræmte hende fra vid og sans. Så moderen gik ind for at undersøge sagen, og til hendes store overraskelse sad der en lille levende ugle i familiens pyntede grantræ.

Det skriver blandt andre CNN og abc.

Kate Newman er tilfældigvis  meget glad for ugler, og derfor hang der allerede flere stykker julepynt formet som ugler i træet. Hun troede derfor i første omgang, at den levende ugle var en af hendes indkøbte jule-ugler. Indtil den pludselig drejede hovedet og stirrede direkte på hende.

Familien mistænker, at uglen måske allerede boede i træet, da de hentede det hjem lige efter thanksgiving i slutningen af november.

Efter opdagelsen lod de døre og vinduer stå åbne over natten, så uglen kunne finde vej tilbage ud i naturen. Men morgenen efter var den der stadig.

Familien tilkaldte derfor en dyrelivsekspert. Hun kom og lokkede uglen ud af træet og ned i en kasse med kyllinger, hvor uglen kunne sidde og samle kræfter. Familien blev bedt om at lade kassen stå åben i et mørkt rum med åbne vinduer. Det virkede heldigvis, og uglen er nu en fri fugl igen. Kate Newman er dog helt overbevist om, at den ikke er fløjet særlig langt væk, for hun mener stadig, at hun kan høre den tude om natten.