Lisbeth Knudsens mand er død

Peter Valenius blev 70 år gammel

Peter Valenius er død efter længere tids sygdom (Foto: All Over Press).
Peter Valenius er død efter længere tids sygdom (Foto: All Over Press).

Lisbeth Knudsens mand Peter Valenius er død efter længere tids sygdom. Det skriver Berlingske, og Lisbeth Knudsen bekræfter dødsfaldet over for Ekstra Bladet.

Peter Valenius døde af et hjertestop lørdag eftermiddag efter længere tids behandling for modermærkekræft. Forud for hans død gennemgik han immunterapi, der svækkede ham og gav ham mange bivirkninger, oplyser Lisbeth Knudsen i en sms til Ekstra Bladet.

Hun tilføjer, at hun ikke har lyst til at kommentere yderligere på nuværende tidspunkt.

Peter Valenius, der blev 70 år gammel, er tidligere formand for Socialdemokratiet i Hovedstaden og Socialdemokratiets hovedbestyrelse.

Han var uddannet cand. jur. med speciale i arbejdsret og offentligt ansattes ytringsfrihed, og han arbejdede blandt andet som sekretariatschef i FOA, inden han gik på pension.

Inden amterne blev nedlagt i 2006, sad han som medlem i det sidste amtsråd i København. Her var han også formand for Jordbrugskommissionen.

Derudover har han ad flere omgange været folketingskandidat for Socialdemokratiet i Præstø og Gentofte samt medlem af Folketinget som suppleant.

Sammen med Mogens Lykketoft og Poul Nielson er han forfatteren bag bogen 'Magtspil og sikkerhed'.

Han har været gift med Lisbeth Knudsen, der er tidligere chefredaktør for Berlingske, siden 1976. Hun er i dag direktør og chefredaktør for ugebrevet Mandag Morgen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere