Lise i køkkenproblemer hos Elgiganten: Det er et helvede

Lise Christensen og hendes familie føler sig meget uretfærdigt behandlet af Elgiganten. De er trætte af dårlig kommunikation, aflysninger i tide og utide og en stueetage, der fortsat er ubeboelig

Elgiganten har endnu en gang formået at gøre kunder rasende efter et tvivlsomt forløb. Foto: Mikkel Tariq Khan
Elgiganten har endnu en gang formået at gøre kunder rasende efter et tvivlsomt forløb. Foto: Mikkel Tariq Khan

Lise Christensen og hendes familie har for længst fortrudt nogensinde at have købt køkken hos Elgiganten. Efter flere ugers forsinkelser, rykning af aftaler og en del håndværkerbesøg i løbet af denne uge har familien fortsat ikke fået noget køkkenalrum, men de har tværtimod en fuldstændig ubeboelig stueetage.

- Køkkendelene ligger i kasser på gulvet over hele stuen. Alle hårde hvidevarer står ude på terrassen. Vi spiser og vasker op hos naboen og lever ellers på terrassen. Vi kan ikke være i vores hjem. Jeg har skullet være mellemmand mellem Elgiganten og deres leverandører gennem hele forløbet, og jeg er simpelthen færdig, siger Lise Christensen.

Lise Christensen. Foto: Privatfoto
Lise Christensen. Foto: Privatfoto

Forsinkelser fra start
Køkkenalrum-mareridtet begynde den skæbnesvangre dag i starten af august, da Lise besøgte Elgiganten i Viborg med henblik på at slå en handel af med dem om et nyt køkken. Her får Lise at vide af sælgeren, at der vil gå 4-5 uger, og ud fra den information rydder de køkkenet den 26. august, så der kan komme murere og rive en væg ned, inden Elgigantens leverandører Epoq kommer og monterer køkkenet.

- Det starter med, at jeg må presse på og på for en dato, og efter lidt tid finder vi så ud af, at bordpladen først er bestilt 10. august, siger Lise Christensen.

Flere problemer opstår, da man finder ud af, at Epoqs montører har målt forkert, og familien må betale en ekstra murerregning for at lave en væg 9 cm tykkere og fjerne en stump væg, så køkkendelene kan passe. Her lover Elgiganten at betale 3.000 kroner af regningen.

Til sidst bliver datoen så fastsat til 23. september, og i al den tid lever familien uden køkken. Ydermere har Lise aftalt med en af Elgigantens sælgere, at hun skal få lov til at få køkkenet monteret den 23. og så få bordpladen lagt ind 30. september, så hun har mulighed for at få sit gulv monteret efter aftale med et andet firma 25. september.

Sælgeren går imidlertid på barsel, og hans erstatning siger, at køkken og bordplade skal monteres samme dag, og at det løfte derfor aldrig kan gælde. Alligevel gør han en undtagelse, forklarer han Lise.

23. september ankommer køkkenmontørerne fra Epoq så endelig, og her begynder det for alvor at blive rodet. Skønt Lise Christensen har betalt 2.000 kroner for, at de skal bære tingene ind, lader de Epoq-ansatte, som om de gør hende en tjeneste ved i stedet at flytte alting ud på terrassen, inden de går igen.

Efterfølgende sender Epoq flere folk, men de er ikke ret behjælpelige med situationen.

- De kommer ud og bliver stiktossede over, at tingene står ude på terrassen, og det skal de i hvert fald ikke flytte. De har stadig nærmest ikke sagt hej og står så bare i en 30 minutter og diskuterer frem og tilbage med Elgiganten, inden de går igen.

Sådan har terrassen fået lov at se ud, siden montørerne kom forbi 23. september. Familien har et køleskab, men stort set alt skal foregå hos naboen. Foto: Privatfoto
Sådan har terrassen fået lov at se ud, siden montørerne kom forbi 23. september. Familien har et køleskab, men stort set alt skal foregå hos naboen. Foto: Privatfoto

Indbyrdes uenigheder
Lise skal ringe frem og tilbage og får til sidst sin kontaktperson i Elgiganten til at sende to folk i stedet, som så kommer forbi og bruger 20 minutter på at stille en masse kasser i huset.

Samtidig havde Lise fået forklaret, at der ikke kunne laves gulv, før køkkenet var monteret, men også det har været genstand for forvirring for Epoqs folk.

Køkkenmontøren kommer bare som det første og siger: Hvorfor er der nu ikke lavet gulv? Hvorfor er tingene ikke blevet båret ind?, siger Lise Christensen.

Dagen efter har Epoq lovet, at selve køkkenet skal monteres bortset fra bordpladen, men da Lise kommer tilbage til sit hus, efter montøren mente at have gjort sin dags gode gerning, er det løfte på ingen måde blevet overholdt.

- Så ser jeg, at over halvdelen er slet ikke samlet, køkkenet ligger stadigvæk i kasser udover hele køkken og stue. Så står det forkert i forhold til tegningerne og målene, og skabene er ikke 41 cm som aftalt, men kun 30 cm. Der er ikke kommet sokkel på, der står nogle enkelte skabe med ben på. Man kan ikke lægge gulv. Og der tænker jeg: Nu må det være nok. Nu kan jeg ikke mere.

Samtidig har montørerne nægtet at have elektrikere ’rendende’ til at tage sig af de faste installationer, som ellers kræver elektriker-autorisation at håndtere. Alt det her gør, at Lises aftale med gulvmontørerne må sløjfes. Det har efterladt Lises familie i en frustrerende situation. Gulvet i hele stuen og køkkenet er stadig ikke blevet lagt, og nu påstår Elgiganten, at det aldrig har været deres plan at levere køkken og bordplade separat, og familien i Vognsild får stillet endnu en uges forsinkelse i udsigt.

- Jamen det er et helvede. Man kan jo ikke have et familieliv, hvor man hele tiden skal ind i sin nabos hus for at gøre ting. Og jeg har to teenagesønner, som selvfølgelig heller ikke har lyst til at være hjemme. De kan jo alligevel ikke gøre andet end at sidde på terrassen og glo, siger Lise Christensen.

Køkkenet var ikke ligefrem færdigt, da montørerne sidst havde været forbi. Foto: Privatfoto
Køkkenet var ikke ligefrem færdigt, da montørerne sidst havde været forbi. Foto: Privatfoto
 
Hele stueetagen er ubeboelig, fordi køkkendelene er blevet efterladt i kasser ud over hele stuen. Foto: Privatfoto
Hele stueetagen er ubeboelig, fordi køkkendelene er blevet efterladt i kasser ud over hele stuen. Foto: Privatfoto

Artiklen fortsætter efter billederne...

Ikke et kønt forløb
Undervejs føler Lise Christensen, at Elgiganten var gode til at love guld og grønne skove, men pludselig efter regningen blev betalt 16. september, har de straks været mindre fleksible. Nu holder de fast i, at de aldrig havde kunnet montere køkken.

- Lige pludselig er jeg bare blevet den irriterende kunde, hvor de siger til mig, at jeg kræver for meget. Men det var jo alt sammen ting, vi havde aftalt, siger Lise Christensen.

Forbrugerrådet Tænk vil ikke udtale sig om enkeltsager, men medgiver, at det ser ud, som om kunderne er blevet stillet i en helt umulig situation.

- Det er ikke et kønt forløb, mildest talt. siger seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk, Maria Liljeqvist.

Der er dog ikke så meget andet at gøre end at gøre brug af en såkaldt AB-forbrugeraftale i sådan nogle situationer.

- Man skal som forbruger sikre sig klare aftaler om afleveringsfrister, og man kan bruge en standardaftale for håndværkeraftaler, som hedder AB-forbruger, siger hun.

Den aftale går ud på, at man kan lave en skriftlig aftale om en tidsfrist, og hvis ikke den tidsfrist overholdes, kan kunden annullere det af ordren, der er tilbage at blive udført. Desuden kan de ved fejl i leveringen kræve at få et andet firma til at gøre resten af arbejdet og lade det firma, der fejlede, samle regningen op. Dog er erfaringen desværre, at det ofte kan have lange udsigter at få firmaer til at gå med på den idé, siger Marie Liljeqvist.

Man har også som forbruger mulighed for at klage til Håndværkets ankenævn, som vil prøve at hjælpe en videre og give en juridisk vurdering.

Har pludselig tid
Efter Ekstra Bladet onsdag rettede henvendelse til Elgiganten, kom der pludselig mere gled på tingene, forklarer Lise Christensen.

- Jamen de har pludselig alligevel kunnet finde tid fredag alligevel til at komme og kigge, efter at jeg har snakket med jer, siger Lise Christensen.

Elgiganten har ikke villet udtale sig om forløbet, før de har haft deres folk forbi i dag fredag, forklarer kommunikationschef i Elgiganten Frederik Danvig.

Ekstra Bladet har tidligere bragt artikler om kunder, der har været meget utilfredse med deres behandling hos Elgiganten. Dem ville Lise Christensen ønske, at hun havde læst, siger hun til Ekstra Bladet.

- Jamen jeg ville da ønske, jeg havde læst Ekstra Bladet, før jeg gik ind i det her. Og jeg vil da råde andre til at tænke sig om, før de køber hos Elgiganten, siger Lise Christensen.

Se også: Lotte rasende over køkken-mareridt hos Elgiganten: Har ventet i over et år

Se også: Christian tordner mod Elgiganten: I har totalt ødelagt min sommerferie

233 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere