Live fra rummet: Næste stop Jorden

Klokken 20:48 dansk tid ventes de to NASA-astronauter Bob Behnken og Doug Hurley at lande med et stort plask i vandet ud for Florida - du kan følge hele rejsen her

Sådan så det ud, da de to astronauter i nat begyndte turen tilbage til jorden. Foto: NASA/Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da de to astronauter i nat begyndte turen tilbage til jorden. Foto: NASA/Ritzau Scanpix

Lige nu er de to NASA-astronauter Bob Behnken og Doug Hurley på vej fra Den Internationale Rumstation tilbage til Jorden.

Rejsen sker i SpaceX-kapslen, der med mere end 28.000 kilometer i timen sender de to amerikanere ind i det rigtige kredsløb omkring jorden.

Kort efter midnat natten til søndag forlod de rumstationen efter 62 dage og 1024 kredsløb om Jorden. Efter planen vil den 9,6 tons tunge kapsel lande med et stort plask i vandet ud for Florida -  enten i Atlanterhavet eller i Den Mexicanske Golf.

Første SpaceX-rumkapsel på ISS på vej tilbage til Jorden. Video: NASA. Redigering: Martin Ekelund

Se også: Kina sender sonde mod Mars i kapløb med USA

Ekstreme påvirkninger
Hvilket af de to farvande, som landingen sker i, afhænger helt af vejret og muligheden for at foretage den mest sikre landing.

Ifølge NASA er der udpeget hele syv områder i enten havet eller havbugten, hvor to forskellige redningsskibe fra SpaceX og et stort mandskab ligger klar til at hente kapslen og de to astronauter sikkert i land.

Når landingen efter planen sker klokken 20.48 dansk tid, bliver det naturligvis ikke med 28.000 kilometer i timen. På det tidspunkt har kapslen nemlig været igennem en voldsom opbremsning i atmosfæren, som udsætter dens overfalde for temperaturer på op til 1900 grader.

5,4 kilometer over jorden åbner to bremsende faldskærme sig over kapslen, der på dette tidspunkt har en fart på 563 kilometer i timen.

1,8 kilometer fra overfladen udløses yderligere fire bærende faldskærme sig, når farten er nede på 191 kilometer i timen.

Her ses en rumkapsel fra SpaceX, der i marts sidste år dumpede ned i Atlanterhavet. Dengang var der ingen mennesker, men blot en testdukke ombord. I dag er det to NASA-astronater, der tager samme tur. Foto: NASA/Ritzau Scanpix
Her ses en rumkapsel fra SpaceX, der i marts sidste år dumpede ned i Atlanterhavet. Dengang var der ingen mennesker, men blot en testdukke ombord. I dag er det to NASA-astronater, der tager samme tur. Foto: NASA/Ritzau Scanpix

Se også: Sådan har du ikke set Saturn før

Næste rumrejse er planlagt
Efter landingen i vandet bliver kapslen samlet op på et af de to redningsskibe, hvorefter de to astronauter kan kravle ud. Det er også muligt at redde astronauterne på vandet, hvis der opstår en nødsituation.

De to mænd gennemgår en omfattende medicinsk undersøgelse på skibet og sejles ind til land. Det er også muligt at bruge en helikopter.

Bob Behnken og Doug Hurley slutter dog først deres lange rejse i Houston, som et ventende jetfly i Florida omgående vil flyve dem til, når de er kommet godt i land.

De kommende uger vil NASA og SpaceX i øvrigt gennemføre en stor evaluering af hele rumrejsen. Hvis resultatet er positivt, er det planen, at det næste hold astronauter senere i år sendes til Den Internationale Rumstation.

Her vil holdet bestå af tre NASA-folk og en japansk astronaut, der alle skal opholde sig et halvt år i rummet.

Se også: SpaceX-astronauter sætter kurs tilbage mod Jorden

Undervejs mod jorden skilles rumkapslen i to. Et tre tons tungt 'bagagerum' under kapslen afkobles nemlig og brænder op, når det møder jordens atmosfære. Foto: NASA/Ritzau Scanpix
Undervejs mod jorden skilles rumkapslen i to. Et tre tons tungt 'bagagerum' under kapslen afkobles nemlig og brænder op, når det møder jordens atmosfære. Foto: NASA/Ritzau Scanpix
 

193 kommentarer
Vis kommentarer