Livgarden sænker højdekrav for kvindelige gardere

Højdekravet for kvinder i Den Kongelige Livgarde sænkes seks centimeter for at undgå at diskriminere kvinder

Arkivfoto: Jens Panduro
Arkivfoto: Jens Panduro

Ligestillingsloven får nu Den Kongelige Livgarde til at justere højdekravet for kvindelige gardere.

Det skriver Berlingske.

Hidtil har både kvinder og mænd skulle være mindst 175 centimeter høje for at blive soldater i Den Kongelige Livgarde.

Men nu sænker forsvaret kravet til kvinder med seks centimeter, så kvinder i livgarden fremover blot skal være minimum 169 centimeter høje.

Ændringen sker, efter at Institut for Menneskerettigheder har henvendt sig til forsvaret.

Instituttet mener, at livgardens højdekrav var indirekte diskrimination. Kvinder er fra naturens hånd lavere end mænd, og derfor har det hidtil været sværere for kvinder end for mænd at tjene i livgarden.

Mænd er gennemsnitligt 13 centimeter højere end kvinder.

Gennemsnitshøjden for mænd er 180 centimeter, hvilket altså er fem centimeter mere end højdekravet for mænd.

Kvinder er i gennemsnitligt 169 centimeter høje, hvilket svarer til det nye højdekrav for kvinder.

Højdekravet er oprindeligt indført i Den Kongelige Livgarde, fordi det ud fra forsvarets erfaring giver en vis autoritet at være høj.

Det oplyser generalmajor Hans-Christian Mathiesen til Berlingske.

- Vi har højdekravet, fordi man forbinder en vis legemshøjde med autoritet, og da den vagtgående garder håndterer flest mulige af de situationer, han kommer ud for, uden at skulle anvende magt, er det hensigtsmæssigt med en vis højde, så han kan nedtrappe tilløb til eskalation alene ved at være stor, siger han.

- Jeg mener dog ikke, at det lavere højdekrav for kvinder vil have konsekvenser for de kvindelige garderes autoritet, siger han.

De nye højdekrav for kvinder gælder fra december 2018.

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere