Livreddere klar: Men slut med mund-til-mund

Ikke mere mund til mund, hjælp til selvhjælp og heldragt. Det er nogle af de arbejdsbetingelser, som livreddere nu skal arbejde under i forbindelse med corona

Badesæsonen er i gang, og danskerne er begyndt at gæste de danske strande. Livredderne er klar ved kysterne - dog med lidt andre arbejdsvilkår. Foto: Finn Frandsen
Badesæsonen er i gang, og danskerne er begyndt at gæste de danske strande. Livredderne er klar ved kysterne - dog med lidt andre arbejdsvilkår. Foto: Finn Frandsen

Siden i går har cirka 200 livreddere været til stede rundt omkring langs de danske kyster for at passe på os danskere, når vi færdes i vandet. Men ligesom med de fleste andre professioner, har livredderne også fået andre arbejdsbetingelser i coronatiden.

Slut med mund til mund
Ekstra Bladet har snakket med Anders Myrhøj, som er kystlivredningschef i TrygFondens Kystlivredning. Han forklarer de anderledes arbejdsvilkår livredderne nu skal arbejde under.

- En af de ting, vi har måtte afskaffe er 'mund til mund' situationen ude i vandet. Her vil fokus i stedet være at få personen ført så hurtigt som muligt ind til land, hvor den egentlig genoplivningssituation foregår.

- Her er det vigtigt at sige, at det er meget, meget sjældent, at vi har været i situationer, hvor vi giver indblæsning ude i vandet. Der er også andre faktorer, som spiller ind i forhold til netop det. Der er både bølger, strøm og generelle forhold i vandet. Tit er den bedste beslutning at komme hurtigst muligt ind til land.

Fra den 26 juni og til midt i uge 34 vil der være livreddere rundt langs de danske kyster. Foto: Andreas Haubjerg
Fra den 26 juni og til midt i uge 34 vil der være livreddere rundt langs de danske kyster. Foto: Andreas Haubjerg

Udover at mund til mund indblæsningen ude i vandet er afskaffet, vil man også blive mødt af en livredder i heldragt, hvis det gælder en genoplivningssituation.

- Som livredder arbejder vi i makkerpar. Her vil det så være den ene makker, som henter personen ind, mens den anden gør sig klar til genoplivning. Det vil nu foregå i heldragt og indblæsning vil foregå gennem en maske og med handsker. Det med masken og handsker er dog noget, vi altid gør.

Hjælp til selvhjælp
Hvis det drejer som om småskader som bistik, små skrammer eller andet, vil der fremover være mere hjælp til selvhjælp ude ved de danske kyster.

- Er det små ting, vil vi i højere grad guide frem for at behandle. Det kan for eksempel være ved små sår under fødderne eller brandmænds skader. Vi har selvfølgelig stadig alle midlerne til behandling.

- Selvom vi henover sommeren vil stå et skridt tilbage, skal man dog aldrig være bange for at henvende sig. Vi vil altid være klar til at hjælpe uanset hvad.

Og ligesom livredderne vil være lige så behjælpelige som de plejer, er det også vigtigt for Anders Myrhøj at understrege, at det ikke er blevet meget sværere at være livredder i forhold til corona-situationen.

- Jeg synes, at vi er 'billigt' sluppet i forhold til de ændringer, vi har måtte foretage i vores arbejde. Der hvor der er ændringer, er i 'worst case situationer', og det er heldigvis yderst sjældent, vi oplever dem.

- Faktisk vil jeg sige, at vi er 99,5 procent lige så stærke, som vi var før corona.

De fem baderåd

1. Lær at svømme

Når du kan svømme, kan du ofte redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige

2. Gå aldrig alene i vandet

Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.

3. Læs vinden og vandet

Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende

En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

5. Slip ikke børnene af syne

Hold dig tæt ved dine badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold derfor godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.

 

79 kommentarer
Vis kommentarer