Livsfarlig leg i havn: Unge springer ud foran færge

- De risikerer at blive trukket ind i propellerne, advarer overfartsleder

Arkivfoto: Jørgen Nielsen
Arkivfoto: Jørgen Nielsen

- Det er livsfarligt. Hvis vi vender propellerne på færgen, når vi skal bakke, så bliver de unge trukket ind i dem. Og så er man færdig.

Overfartsleder Flemming Thomasen fra Hvalpsund-Sundsøre Færgefart er chokeret over, at unge springer ud foran færgen 'Mary' fra kajkanten i Hvalpsund Havn i Nordjylland.

Overfartslederen siger til Ekstra Bladet, at de unge badegæster ligefrem konkurrerer om at komme så tæt på færgen som muligt.

- Der er altid blevet badet i Hvalpsund Havn. Det gjorde man også, da jeg var barn. Men vi kunne da ikke drømme om at springe ud foran færgen, siger Flemming Thomasen til Ekstra Bladet.

Ifølge nordjyske.dk vil Vesthimmerlands Kommune nu sætte skilte, som forbyder udhspring, op på havnen.

Farlig understrøm
- Heldigvis er der ikke sket noget endnu. Men det er en livsfarlig leg, som de unge i kådhed har gang i. Der er understrøm omkring færgen, og de badende kan komme i klemme mellem færgen og kajkanten. Det kan føre nogle forfærdelige ulykker med sig. Normalt vil propellerne skubbe de unge væk fra skibet. Men til tider vender vi propellerne for at bakke. Og så sker det modsatte. De unge vil blive suget ind i dem, forklarer overfartslederen.

Efter omtalen i den lokale presse af den livsfarlige bade-trend har der dog ikke været flere episoder.

- Nej, omtalen har heldigvis hjulpet. Nu må vi håbe, at det holder ved. Der er tale om unge mellem 15 og 18 år. Jeg tror såmænd ikke, at der er alkohol indblandet. Det er nok nærmere kådhed, som får dem til at springe ud foran færgen. De unge kommer både fra lokal-området og udenbys fra, forklarer Flemming Thomasen.

Færgen 'Mary' sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre. Selskabet bag færgeoverfarten er ejet af Skive og Vesthimmerlands Kommune i fællesskab.

157 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere