Livsfarlige besparelser: Syv akutbiler og ambulancer blev sparet væk i 2016

Borgerne i Vesthimmerlands og Faaborg Kommune har måttet vinke farvel til dele af deres akutberedskab. Utrygt, mener borgmestre

Arkivfoto: René Schütze
Arkivfoto: René Schütze

Har du også oplevet at vente længe på ambulancen ved livstruende sygdom, hører vi meget gerne fra dig. Du kan kontakte journalist Mikkel Ryrsø her.

Det er bestemt ikke i orden, at regionerne leverer markant ringere service til folk i landdistrikterne og dermed sætter deres liv og tryghed på spil ved at spare på ambulancer og akutbiler. Sådan lyder det fra borgmestrene i Vesthimmerlands og Faaborg Kommune.

De Døde Zoner

Ekstra Bladet sætter fokus på sundhedsvæsenet og ulighed i adgangen til hurtig hjælp ved akut sygdom. Har du erfaringer med ambulanceberedskabet, hører vi gerne fra dig. Du kan kontakte journalist Mikkel Ryrsø på MR@eb.dk.

 

Tilsammen har de to kommuners borgere måttet vinke farvel til tre ambulancer og en akutbil i løbet af 2016. Og det er uacceptabelt, mener Knud Kristensen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

- Det er naturligvis ikke i orden at spare tre ambulancer væk fra vores område, uden at sætte noget i stedet for. Folk venter meget længe på ambulancen i Gedsted og Farsø i Vesthimmerlands Kommune. Borgerne i Vesthimmerlands Kommune betaler det samme i skat som dem i Aalborg, så de bør også have den samme service.

Livsfarlig ventetid
Regionernes samlede besparelser på over to milliarder i 2016 og 2017 har ramt akutberedskaberne i Region Nordjylland og Region Syddanmark. I Nordjylland sparede man i foråret 2016 tre dagsbemandede ambulancer væk fra Himmerland-området, mens man i Grindsted, Haderslev, Faaborg og Skærbæk i Region Syddanmark har måttet vinke farvel til sin akutbil.
Se også: De Døde Zoner: Lang ventetid på ambulancen koster liv i landdistrikter

Besparelserne kan betyde længere ventetid, når der ringes 112. Og det kan koste liv.

Ekstra Bladet beskriver i dag to sager fra Faaborg. Jens Gudmund Hansen blev ramt af en blodprop i hjertet og blev hentet af akutbilen efter ni minutter. Gudmund overlevede, mens Kirsten Inger Petersen fik hjertestop efter akutbilen var sparet væk. Hun fik hjælp efter 18 minutter, men døde.

I en national kortlægning af responstiderne på ambulancer, Ekstra Bladet har foretaget, er Gedsted og Farsø i Vesthimmerlands Kommune markeret som to af i alt 19 'døde zoner' i Danmark. En 'død zone' betyder, at mindst hver trejde ambulancen er minimum 15 minutter om at nå frem.

Og så er chancen for at overleve hjertestop minimal, lyder det fra forskningslektor Fredrik Folke ved Københavns Universitet og Gentofte Hospital. Han har i mange år forsket i hjertestop og er medforfatter til et nyt dansk forskningsprojekt, der har analyseret samtlige hjertestop i Danmark fra 2005-2011.

- Responstiden er ekstremt vigtig, når det kommer til hjertestop. Man siger som tommelfingerregel, at chancen for at overleve falder med ti procent for hvert minut, der går, før ambulancen når frem, eller der bruges hjertestarter. Så efter ti minutter er chancen for at overleve minimal. Men får man førstehjælp, forbedres overlevelseschancen, men efter det 13. minut er der til gengæld en meget lille effekt, siger Fredrik Folke.
Se også: Tjek dit postnummer: Bor du i en Død Zone?

Forskningsprojektet konkluderer, at kun 1,5 procent overlever hjertestop ved en responstid på 13 minutter, mens 3,7 procent overlevede, hvis de fik førstehjælp, indtil ambulancen kom.

Grafikken viser de døde zoner i ambulancedækningen i Danmark. Grafik: Mikkel Lund
Grafikken viser de døde zoner i ambulancedækningen i Danmark. Grafik: Mikkel Lund

Forlanger redegørelse
I Faaborg på Sydfyn er man også bekymret over den sparede akutbil. Efter besparelsen er der nu kun én ambulance i Faaborg til at tage sig af 7.100 borgere, og borgernes utryghed er steget kraftigt siden Kirsten Petersens dødsfald den 19. december, lyder det fra Christian Thygesen (V), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.

- Det er klart, at når borgerne oplever, at en akutbil spares væk og der så sker sådan en hændelse som den i december med et så trist udfald, så bliver folk utrygge. Derfor har vi henvendt os til Region Syddanmark for at få en redegørelse for responstiderne i vores område. Det må være sådan, at regionen skal overholde det samme serviceniveau for alle borgere i regionen. Også folk i Faaborg.

Borgerne i Faaborg har siden Kirsten Petersens dødsfald gået fakkeloptog og skrevet mange læserbreve for at udtrykke deres utryghed over den manglende akutbil.

 

***
 Regionrådsformand Stephanie Lose mener besparelserne på akutberedskabet i Region Syddanmark er rimelige.
Regionrådsformand Stephanie Lose mener besparelserne på akutberedskabet i Region Syddanmark er rimelige.

Region Syddanmark: Tryg ved beredskab

Ekstra Bladet har konfronteret regionsrådsformand Stephanie Lose om besparelserne i Region Syddanmark:

Hvorfor har I valgt at spare fire akutbiler væk i region Syddanmark i 2016?
Vi har sparet de fire akutbiler væk, fordi vi skulle finde 200 millioner på budgettet. Og så har vi valgt de akutbiler, der havde mindst betydning for at nedbringe antallet af lange responstider.

Men de her akutbiler har jo kørt i områder, der i forvejen har lange responstider. Hvorfor har I ikke sparet i Odense, hvor responstiden i forvejen er langt lavere end i Faaborg for eksempel?
Vi har i dette tilfælde kun kigget på akutbilerne, da vi på det tidspunkt var i gang med at lave en ny aftale om ambulanceberedskabet i regionen, og det kendte vi endnu ikke effekten af.

Men nu er der så kun en ambulance til 7.000 mennesker i Faaborg. Ville du så selv være tryg ved det beredskab?
Ja, det ville jeg være tryg ved. Vi ville gerne kunne garantere alle borgere i Region Syddanmark en ambulance inden for 15 minutter, men det ville koster omkring en halv milliard ekstra. Derfor er det simpelthen ikke økonomiske muligt.

Men du siger, at en akutbil cirka koster cirka 2,7 millioner om året. Det er jo langt fra de 500 millioner, du nævner?
Men du skal jo se det i en sammenhæng. Man kan komme til at vente længere end 15 minutter alle steder i regionen, og der var også udrykninger, der tog over 15 minutter i Faaborg-Midtfyn Kommune, før vi sparede akutbilen væk.

Nu afdøde Kirsten Petersen ventede18 minutter på en ambulance, fordi den i byen var optaget. Synes du, det er rimeligt?
Som jeg sagde før: Hvis vi skulle garantere en ambulance inden for 15 minutter, så skulle vi fordoble vores beredskab, og det har vi simpelthen ikke mulighed for. Derfor vil der være situationer, i nogle kommuner flere end andre, hvor man desværre skal vente mere end 15 minutter.

Så du synes, det er rimeligt?
Hvis jeg siger, det ikke er rimeligt, så skal jeg jo også sige, at den situation aldrig må opstå, og jeg er ikke i stand til at fordoble beredskabet i hele regionen. Så ud fra en helhedsbetragtning, mener jeg, det er rimeligt.

Kigger man på responstiderne, så er der jo meget store forskelle mellem Odense og Faaborg for eksempel. Skal man bare affinde sig med, at hvis ikke man bor i Odense, så får man markant længere responstider?
Det er jo det, man i det præhospitale udvalg skal drøfte, om man skal foretage nogle justeringer her.

Så det er ikke planlagt, at man skal gøre noget ved det her?
Det er planlagt, at det præhospitale udvalg vil kigge på det. Men lige nu er der ikke planlagt ændringer af beredskabet.

DU KAN LÆSE HELE TEMAET OM DE DØDE ZONER HER

115 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere