Livsfarligt lorte-vand kan ødelægge sommeren

Man skal være ekstra opmærksom, hvis man tænker at køle af langs strande ved Øresund. 20 strande langs Sjællands østkyst varsler om forurenet vand

Forurening fra spildevand får 20 strande til at rejse det røde flag for 'farlige vandforhold'. Her på Bellevue Strand i 2018, hvor blågrønne alger blev fundet. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen / Polfoto
Forurening fra spildevand får 20 strande til at rejse det røde flag for 'farlige vandforhold'. Her på Bellevue Strand i 2018, hvor blågrønne alger blev fundet. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen / Polfoto

Mens sommervarmen gør sit indtog med temperaturer op til 30 grader, kan sjællandske strandgæster få en længere køretur, hvis de vil finde en strand, hvor man ikke skal bade i spildevand.

Udslip af spildevand i Øresund har nemlig fået fire kommuner til at rejse røde flag ved 20 strande langs Sjællands østkyst.

Det røde flag varsler ifølge TrygFonden om, at vandforholdene er livsfarlige, der i dette tilfælde skyldes forurening i form af E.coli bakterier.

Mystisk udledning af lortebakterier forpester Michael Meyerheims og hans naboers badevand

Usikkert om man kan bade i år
På grund af usikkerhed om, hvor spildevandet stammer fra, kan det derfor være tvivlsomt, om kvaliteten af badevandet når at blive god nok.

Ved et kraftigt regnskyl den 5. juni blev 37 millioner liter vand fra kloakkerne lukket ud i havnene i København og Øresund. Heraf var ti procent spildevand, mens 90 procent var regnvand, skriver TV2 Lorry, der i maj kunne afsløre at København og Gentofte Kommune havde givet tilladelse til at lede 290 millioner liter urenset spildevand direkte ud i havet.

- Det har vist sig, at der kommer en del urenset spildevand ud, når det regner meget, da rensningsanlæggene ikke har kapacitet til at opbevare vandet, og derfor bliver nødt til at hælde det direkte ud. Det er, når det virkelig regner meget, fortæller Mathias Middelboe, der er professor ved Marinbiologisk Sektion på Københavns Universitet, til Ekstra Bladet.

Han ser to scenarier, for om sjællandske badegæster trygt kan færdes langs de østsjællandske strande over sommeren.

Det skyldes en usikkerhed om præcis, hvor spildevandet kommer fra.

- Hvis det alene handler om, at der er et overflow på rensningsanlæg på grund af for meget regn, så vil risikoen for at bade være forbigående. For så vil det blive transporteret væk i løbet af nogle dage, fortæller Mathias Middelboe og henviser til den stærke strøm i Øresund.

- Men hvis det her er en mere permanent udledning - et eller andet, der bare siver ud et sted fra, som man ikke kender kilden til, så er det også et permanent problem.

Store dødszoner på havbunden i Øresund kædes sammen med københavnsk spildevand