Livsfarligt varme-helvede truer Europa: 45 grader i skyggen

Hedebølge på vej: Militærlæger indkaldes i Italien, Tyskland frygter dækeksplosioner, Frankrig sender skolebørn hjem, og den første alvorlige skovbrand er brudt ud

Ekstra Bladets udsendte trodser varmen sammen med Gustav Salinas. Video: Tariq Khan

Mens danskerne i disse dage sveder ved temperaturer på omkring de 30 grader, så går det anderledes hårdt for sig rundt omkring i Europa.

Her truer en regulær og livsfarlig hedebølge med at indfinde sig i de kommende dage.

Allerede nu oplever mange europæiske lande særligt høje temperaturer i forhold til årstiden. Men forude venter altså et regulært varmehelvede.

Temperaturerne vil i blandt andet Spanien og Frankrig nå op på omkring de 45 grader.

Eksperter advarer om, at den kommende hedebølge vil være livsfarlig.

I august måned 2003 blev Frankrig ramt af en lignende hedebølge. Den kostede 15.000 menneskeliv. Det var primært ældre mennesker, som bukkede under på grund af blandt andet væskemangel.

Gamle dieselbiler forbudt
- Denne gang har vi forberedt os bedre på at hjælpe, lyder det nu fra de franske myndigheder, som angiveligt er klar til at tage sig af de personer, som forventes ikke at kunne klare sig selv i varmen.

En mand tager en kølende dukkert midt i Paris. Myndighederne har forbudt ældre dieselbiler at færdes i byen for at begrænse forureningen. Foto: Christophe Archambault/AFP
En mand tager en kølende dukkert midt i Paris. Myndighederne har forbudt ældre dieselbiler at færdes i byen for at begrænse forureningen. Foto: Christophe Archambault/AFP
 

Frankrigs undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, har allerede udsat skolebørnenes eksaminer til næste uge.

I Paris har myndighederne forbudt kørsel med ældre dieselbiler fra onsdag for at sikre en bedre luftkvalitet. Og Meteo France - den franske udgave af DMI - har slået orange-alarm, som er den næsthøjeste advarsels-kategori.

I Nice i Frankrig kan temperaturerne snige sig op omkring de 40 grader. Foto: Valery Hache/AFP
I Nice i Frankrig kan temperaturerne snige sig op omkring de 40 grader. Foto: Valery Hache/AFP
 

Særligt farligt nu
Ifølge eksperterne er en hedebølge på nuværende tidspunkt farligere end senere på sommeren, fordi vores kroppe endnu ikke har vænnet sig til den ekstreme varme. Særligt ældre og børn bliver ramt af dehydrering.

Det er varme vinde fra Sahara, som er skyld i den meget tidlige hedebølge. Meteorologer advarer samstemmende om, at de tidlige hedebølger vil blive mere og mere almindelige, som jorden bliver opvarmet på grund af blandt andet forurening.

Ødelægger bildæk
I Tyskland forventes temperaturerne at komme op på omkring 39 grader. Derfor indføres der på visse motorvejsstrækninger særlige hastighedsbegrænsninger for at forhindre trafikulykker i forbindelse med, at vejbelægningen går i stykker og ødelægger bilernes dæk.

I Berlins zoologiske have er dyrepasserne gået i gang med at hjælpe dyrene gennem varmen. Blandt andet bliver elefanterne oversprøjtet med kølende vandstråler.

Den første alvorlige skovbrand er netop også brudt ud nord for Cottbus i Tyskland. Området blev også hærget af kraftige brande sidste år.

'Helvede er på vej'
Særligt Giron og Zaragoza i Spanien forventes at få varme-smæk for alle pengene på fredag. Her lander temperaturerne omkring de 45 grader.

- Helvede er på vej, har den spanske vejrvært Silvia Laplana konstateret på Twitter.

I Italien vil temperaturerne formentligt lande omkring de 40 grader i den centrale og nordlige del af landet. Flere hospitaler har gjort sig klar til at modtage patienter, som bliver ramt af varmen. Det kan blive nødvendigt at indkalde militærlæger til at behandle det øgede antal patienter.

I Schweiz forventer meteorologerne, at det bliver op til 39 grader varmt, hvilket vil være det højeste, landet nogensinde har oplevet. MeteoSwiss har meldt 'fareniveau 4', hvilket er det næsthøjeste.

Her i Danmark forventer DMI, at temperaturerne falder de kommende dage for så atter at stige i løbet af weekenden. Søndag melder DMI om 30 graders varme i det meste af landet.

401 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere