Løj om kræftsygdom: Svindlede sig til 122.000 kroner fra velgørenhed

Carla Louise Evans fortalte en velgørende organisation, at hun var dødeligt syg af kræft. Derfor gav de hende 122.000 kroner til et bryllup. Hun har bare aldrig været syg

Carla Louise Evans har aldrig været syg af kræft, men alligevel kontaktede hun den velgørende organisation. Privatfoto.
Carla Louise Evans har aldrig været syg af kræft, men alligevel kontaktede hun den velgørende organisation. Privatfoto.

Kræften ville snart tage livet af hende, og hun ville bare gerne nå at holde et bryllup med sin mand.

Problemet er bare, at hun aldrig har haft hverken kræft eller en ægtemand.

29-årige Carla Louise Evans fra Caerphilly i Wales snød velgørenhedsorganisationen 'Wish for a Wedding' til at give hende 15.000 britiske pund, svarende til omkring 122.000 danske kroner, som skulle gå til en bryllupsfest.

Alligevel endte hun med at slippe for fængselsstraf. Det skriver flere britiske medier, heriblandt Mirror og Metro.

Hun fik en betinget dom på 12 måneder og blev beordret til at gennemføre 120 timers ubetalt arbejde.

Dommeren Jeremy Jenkins lagde vægt på, at hun har små børn, og at hun derfor ikke skulle sendes bag tremmer. Han var dog ikke i tvivl om, at hun skulle straffes for sagen.

- Du er en lusket og ond person, og din opførsel er ufattelig - du bør skamme dig enormt over dig selv.

- Du lod, som om du har en dødelig sygdom, hvilket viser en mangel på anstændighed, som er svær at fatte, sagde han.

Evans erkendte sig skyldig i svindel. Hun skulle desuden have forfalsket en underskrift fra en urolog på et lokalt hospital, fordi organisationen bad om skriftligt bevis for hendes sygdomsforløb.

Hun påstod i beskeden til den velgørende organisation, at hun havde kræft i blæren og skjoldbruskkirtlen, ligesom hun påstod at have både lever- og nyresvigt, hvilket tilsammen kun gav hende maksimalt seks måneder tilbage at leve i.

Sagen har gjort et stort indtryk på den medarbejder, som arbejdede med sagen hos 'Wish for a Wedding'. Hun fortalte i en udtalelse, som blev læst op i retten, at hun ikke kommer til at kunne stole på nogen igen.

- Carla var meget god til at overbevise os, og hun snød os alle. Jeg fik stjålet min tillid til godheden i andre mennesker, fortalte hun.

Medarbejderen har siden opgivet at arbejde med velgørenhed på baggrund af denne sag.

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere