Løkke tager Thulesens skatteudmelding stille og roligt

Det overrasker ikke statsministeren, at DF-formanden afviser skattelettelser i denne valgperiode

Det har vakt opsigt på Christiansborg, at DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at lægge stemmer til skattelettelser i denne valgperiode.

Men udmeldingen kommer ikke bag på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Jeg tager det stille og roligt. Det er ikke nogen ny situation, at Dansk Folkeparti prioriterer velfærd over skattelettelser, siger Løkke efter Venstres gruppemøde torsdag formiddag.

Løkke deler DFs analyse
Det er med henvisning til de stigende flygtningeudgifter, Kristian Thulesen Dahl stejler over skattelettelser. Og statsministeren erklærer sig enig i, at flygtningesituationen spiller ind på skatteforhandlingerne.

- Jeg deler analysen så langt, at det er præcis på grund af flygtningesituationen, at vi ikke skal gøre det her i foråret, siger han med henvisning til, at skattereformen skulle have været forhandlet i foråret, men er udsat til efteråret.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forsikrede tidligere på ugen i Jyllands-Posten, at den lovede skattereform ikke er i fare trods ekstraregningen til flygtninge. Effektiviseringer kan sikre, at velfærden ikke lider overlast, lød det.

Regeringens to andre støttepartier, Liberal Alliance og De Konservative, kræver begge skattelettelser.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere