Løkkes kvotekonge nr. 1 i flyverskjul

Han forgyldte statsministerens private fond, men nu vil Thyborøns ukronede fiskematador John-Anker Hametner Larsen ikke tale om den barske kritik af fiskekvoterne

Det summer gevaldigt af liv på havnen i Thyborøn. Fiskeriet stormer derud af, og selv en kvotekonge magter ikke at fange de fisk, han har lov til. Men ingen vil tale om den grimme sag, der nu trækker sorte skyer over dansk fiskeris tunge drenge. Foto: Anita Graversen
Det summer gevaldigt af liv på havnen i Thyborøn. Fiskeriet stormer derud af, og selv en kvotekonge magter ikke at fange de fisk, han har lov til. Men ingen vil tale om den grimme sag, der nu trækker sorte skyer over dansk fiskeris tunge drenge. Foto: Anita Graversen

Kvotekongen af Thyborøn John-Anker Hametner Larsen er mildt sagt ikke begejstret for statsrevisorernes barske kritik af måden, Danmarks fiskekvoter er blevet fordelt på.

En kritik, som kan betyde, at han må aflevere nogle af sine store fiskekvoter igen. Næppe hvad han havde regnet med, da han polstrede statsminister Lars Løkke Rasmussens private Løkkefonden med klækkelige bidrag.

Hvilket forrige år kastede fornemt Løkke-besøg af sig med øl og brændevin og ægte torskegilde med lokale venner på havnen i Thyborøn.

I foråret inviterede han endda Ekstra Bladet på kaffe i domicilet for sine ni skibe på Nordsøkaj. Men i går truede han på det nærmeste samme reporter med tæsk på et nærmere angivet sted.

- Du behøver ikke tage skiftetøj med, skrev den vestjyske fiskematador i en aggressiv sms til reporteren.

Derefter gik han i flyverskjul uden at svare ja eller nej til et interview.

Fiskeri bag velstand
John-Anker Hametner Larsen er blot en ud af en halv snes storfiskere, som tilsammen sidder på næsten halvdelen af de danske fiskekvoter.

I Thyborøn beskæftiger han 50 personer. Hvis han ryger i svinget, ryger mange af dem med.

Sommerens turisme giver langtfra afkast nok den vestjyske fiskerby, selv om lange stimer af tyske turister i øjeblikket flokkes om isbarer og lokale fiskehandlere.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Thyborøns kvotekonge og storfisker John-Anker Hametner Larsen sammen med Lars Løkke. Foto: Ekstra Bladet 31. marts 2017
Thyborøns kvotekonge og storfisker John-Anker Hametner Larsen sammen med Lars Løkke. Foto: Ekstra Bladet 31. marts 2017

Penge avler penge
Man skal ikke kimse af, at de millioner, som de store fiskere tjener, bliver geninvesteret i området. Det skaber jobs og omsætning, og det betyder alt for byen.

- Uden kvotekongerne var der ikke meget liv tilbage i de vestjyske havne, siger en lokal smedemester, som EBs reportere træffer på Nordsøkajen.

Han ikke skal have noget af at se sit foto og navn i avisen.

- Nej, tak. Jeg skal også være her i morgen.

Tavshed om kvoter
En forbløffende gængs holdning, som deles af samtlige fiskere og håndværkere, vi løber på denne onsdag. Nok har vestjyderne hår på brystet, men når det kommer til at udtale sig om kvotekonger, er der ikke meget mandshjerte tilbage.

- Du kan skrive det, som du vil, men hvis man siger noget, har man allerede sagt for meget, siger en anden af fiskerihavnens faste folk.

- Hvis det er så slemt, som de siger, at det er, så kan sagen få slemme konsekvenser for en by som Thyborøn. Det kan man have mange meninger om, men dem holder vi for os selv, siger han.