Løveangreb: Dyrepasser i kritisk tilstand

En 35-årig dyrepasser fra en zoologisk have i Australien er fløjet på hospitalet i kritisk tilstand, efter to løver angreb hende, da hun gjorde rent i buret

Her henter ambulanceredderne dyrepasseren. Video: Reuters via Ritzau

Skræmmende.

Sådan beskriver den australske ambulanceredder Faye Stockman situationen, hvor hun måtte komme en sønderrevet dyrepasser til undsætning i løvernes indhegning i Shoalhavens zoologiske have.

Løverne var dog blevet sikret ved ambulancens ankomst - få meter fra stedet, hvor angrebet fandt sted.

Hun fandt den 35-årige kvindelige dyrepasser bevidstløs på jorden.

Det skriver det australske medie ABC.

- Vi behandlede hende for dybe sår på hendes nakke og skader på hovedet. Vi bragte hende hen til en afventende redningshelikopter, hvor hun blev transporteret til St. George Hospital, siger Faye Stockman.

Dyrepasseren er i kritisk, men stabil tilstand.

Hun lovpriser parkens personale, der hjalp med at få sikret dyrene, så hun kunne koncentrere sig om at tilse patienten.

En dyrepasser fra Shoalhaven Zoo kom slemt tilskade, da hun blev angrebet af to løver. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix
En dyrepasser fra Shoalhaven Zoo kom slemt tilskade, da hun blev angrebet af to løver. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix
 

Usikkert om løverne skal aflives
Ifølge Greg More, der er ledende efterforsker på sagen, angreb de to løver, mens dyrepasseren gjorde rent i indhegningen.

Han roser også personalet for hurtigt at sikre situationen.

- Det har forståeligt haft nogen indvirkning på de ansatte - det er en lille zoologisk have med et tæt forbundet personale. Ros til dem for at følge deres træning, der tillod, at deres kollega hurtigt kunne tilses, siger Greg More til ABC.

Det er endnu for tidligt at sige, om løverne skal aflives.

- Vi ser nu på, hvad der skete, og vi tager en beslutning, når undersøgelsen er færdig, fortæller More.

116 kommentarer
Vis kommentarer