Loftet for kompensation bliver hævet

Et flertal i Folketinget har aftalt at hæve loftet for kompensation til selvstændige til 30.000 kroner om måneden, oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S)

Simon Kollerup har indkaldt til pressemøde tirsdag formiddag klokken 11, hvor han vil præsentere en ny politisk aftale om yderligere forbedring af hjælpepakkerne som følge af coronanedlukningen.

Og her har han netop præsenteret, at et flertal i Folketinget har besluttet at hæve loftet for kompensation til selvstændige til 30.000 kroner om måneden.

Helt konkret betyder det, at selvstændige fremover kan søge om 30.000 kroner om måneden. Hvis de har ansatte kan de søge om 33.000 kroner om måneden.

Selvstændige kan søge, hvis de opfylder en række krav herunder mindst 30 procents nedgang i omsætning.

Vi er der ikke endnu
Samtidig er det besluttet, at hvis restriktionerne forlænges til efter februar, vil hjælpepakkerne samt de målrettede puljer til erhvervs- og kulturaktiviteter også blive forlænget til og med 30. april 2021.

- Jeg er glad for, at vi i dag kan præsentere yderligere tiltag og hjælp for godt 9,5 mia. kr. til dansk erhvervsliv og særligt selvstændige og deres ansatte. Vi hungrer alle efter at kunne stå i den lokale tøjbutik og prøve tøjet på, spise en middag på en restaurant eller generelt bare ses i større selskaber.

- Men der er vi desværre ikke endnu. Det er vigtigt, at vi holder tungen lige i munden og ikke tager forhastede beslutninger, så vi ender i et scenarie med smitten ude af kontrol og endnu en nedlukning. Men regeringen er også dybt bevidste om, at nedlukningen har store konsekvenser for lønmodtagere og dansk erhvervsliv og særligt selvstændige og små virksomheder, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Her er aftalens hovedpunkter:

Til selvstændige mv.:

  • Loftet for selvstændige forhøjes fra 23.000 kr. til 33.000 kr. om måneden for selvstændige med mindst én fuldtidsansat og til 30.000 kr. om måneden for selvstændige uden ansatte. For at modtage den forhøjede kompensationssats er det et krav, at den selvstændige ikke tager mere end 23.000 kr. ud af virksomheden om måneden i den periode, hvor den forhøjede kompensationssats modtages.
  • Kravet for, hvor stor en omsætning man skal have for at få adgang til kompensation fra selvstændigordningen, sænkes fra 10.000 kr. om måneden til 8.000 kr. om måneden. Kravet for indkomst sænkes tilsvarende i kompensationsordningerne for freelancere og kombinatører samt i den midlertidige kunststøtteordning.
  • Begge ændringer sker med tilbagevirkende kraft fra den 9. december 2020, og det vil være muligt for selvstændige, der allerede har søgt ordningerne, at søge igen. Der tages forbehold for, at ændringerne kræver statsstøttegodkendelse.

Til virksomheder:

  • Der sættes 175 mio. kr. af til forenkling af ansøgningsprocessen og forbedringer af kompensationsordningen for faste omkostninger.
  • Fristen for, hvornår bindende aftaler om f.eks. markedsføring skal være indgået, for at man er berettiget til kompensation for faste omkostninger, flyttes fra den 9. marts 2020 til den 9. december 2020.
  • Leverandører til offentlige arrangementer med mindst 50 deltagere får adgang til kompensationsordningen for faste omkostninger.
  • Virksomheder, der oplever en nedgang i omsætningen pga. Udenrigsministeriets rejsevejledning, men som ikke er medlem af en godkendt rejsegarantiordning, får adgang til kompensationsordningen for faste omkostninger.
  • Garanti- og låneordninger i Vækstfonden og EKF forlænges til og med april 2021.
  • Garantiordningen i Rejsegarantifonden forlænges til og med den 30. april 2021.
  • Der oprettes en pulje på 35 mio. kr. til at kompensere de virksomheder, der har sæsonbetonede, letfordærvelige varer med en udløbsdato på over en måned. Det gælder f.eks. juleøl. Der vil være et loft på 200.000 kr. pr. virksomhed.

Til lønmodtagere:

  • Den midlertidige ret til sygedagpenge forlænges med to måneder, så ingen sygedagpengemodtagere overgår til jobafklaringsforløb til og med den 30. april 2021.
  • Suspensionen af 225-timers reglen forlænges tilsvarende med to måneder til og med 30. april 2021.
  • Suspensionen af dagpengeforbruget forlænges til og med april 2021.
  • Forlængelse af ret til uddannelse med 110 pct. dagpenge

632 kommentarer
Vis kommentarer