Lokal Crazy Daisy-ejer om fase 4: - Jeg er meget chokeret

Crazy Daisy-ejer undrer sig over, at det ikke var spillestederne, der fik lov til at åbne først. Han frygter desuden, at den delvise åbning af nattelivet vil ramme natklubberne hårdt

- Lige nu kan vi bare ingenting udover at stå med hænderne bundet på ryggen. Det er forfærdeligt, siger ejer af natklubben Crazy Daisy i Haderslev. Foto: Nick Nissen
- Lige nu kan vi bare ingenting udover at stå med hænderne bundet på ryggen. Det er forfærdeligt, siger ejer af natklubben Crazy Daisy i Haderslev. Foto: Nick Nissen

Sent fredag aften blev regeringen og folketingets partier enige om genåbningens fase 4, som blandt andet betyder, at restauranter, barer, værtshuse og caféer nu må holde åbent til klokken 02.00, mens natklubber og diskoteker fortsat skal holde helt lukket.

Martin Karas Christiansen ejer natklubben Crazy Daisy i Haderslev og er af flere grunde målløs over politikernes beslutning. 

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

- Jeg er meget overrasket og chokeret. Det er utroligt, at barerne nu kan holde åbent til klokken 02.00, for det svarer jo reelt til at genåbne nattelivet. Det eksistensgrundlag, som natklubberne normalt har, det giver man så til barer og restauranter, mens vi stadig er tvangslukkede, og mens smitten i øvrigt stiger, siger Martin Karas Christiansen.

Hvorfor ikke spillesteder?
Han undrer sig over, at det ikke var spillestedernes tur til at åbne.

- Spillestederne har mulighed for at lave siddende koncerter med afstand, uden alkohol og så videre. Jeg har godt nok svært ved at forstå, hvorfor man vælger at udvide åbningstiderne om natten på den måde. Det var noget af det sidste, jeg havde forventet, siger han. 

- Men kan du ikke godt forstå, at ikke alt kan åbne på én gang?

- Jo, men jeg kan ikke forstå måden, de gør det på. Folk går og længes efter at komme ud i natten, og det kan de så nu på barer og caféer. Det kommer til at gå amok, og hvem skal kontrollere det? Jeg håber da, at barer og restauranter er rustet til at opretholde retningslinjerne om afstand, håndsprit og så videre, men jeg tror godt nok, at det bliver svært, siger Martin Karas Christiansen.

- Tror du da, at I ville være bedre til at håndtere situationen om natten end barer og restauranter?

- Ikke nødvendigvis nej, men det her er også et spørgsmål om, at vi bliver skubbet ud på sidelinjen. Natklubber lever af stamkunder og relationer, det samme gør barerne. Når man skubber natklubberne ud på sidelinjen og giver barer og caféer det her nye spillerum, så giver det sig selv, at gæster ændrer mønster. De får ny adfærd og loyalitet, og det er voldsomt konkurrenceforvridende, siger Martin Karas Christiansen.

Hænderne bundet på ryggen
Han savner også mere klare rammer for, hvornår smittetallene overhovedet tillader et åbent natteliv. Han forklarer, at han ikke skyder på sine kollegaer i branchen, men på politikerne.

- Måske gør de det, fordi de har erkendt, at danskerne alligevel mødes og fester, men det her tiltag gør altså voldsomt ondt på natklubberne og skaber uro. Det æder vores forretning, at der nu er frit slag for andre spillere indtil klokken 02.00, siger Martin Karas Christiansen.

Selvom det er dyrt at holde lukket måned efter måned, er Martin Karas Christiansen sikker på, at Crazy Daisy i Haderslev nok skal klare den. Han håber dog, at politikerne i mellemtiden vil åbne op for, at han i det mindste kan samle sit personale og træne med dem, så de kan holde sig skarpe og opdaterede på deres job.

- Lige nu kan vi bare ingenting udover at stå med hænderne bundet på ryggen. Det er forfærdeligt. 

224 kommentarer
Vis kommentarer