Lort og lagkage: Rasende kunder i flæsket på Lagkagehuset

Det er ikke lutter lagkage i Lagkagehuset, efter det er kommet frem, at selskabet har gemt sig bag en alternativ selskabskonstruktion i skattely. På Facebook er virksomheden kommet i alvorlig modvind

Rasende kunder truer med at boykotte Lagkagehuset efter virksomheden har modtaget lønkompensation uden at betale selskabsskat i Danmark.  Foto: Claus Bonnerup
Rasende kunder truer med at boykotte Lagkagehuset efter virksomheden har modtaget lønkompensation uden at betale selskabsskat i Danmark. Foto: Claus Bonnerup

Kritikken hagler ned over Lagkagehuset efter det er kommet frem, at selskabet har haft fingrene langt nede i statens kagedåse og modtaget 4.684.001 kroner i lønkompensation.

Yderligere har Lagkagehuset en igangværende ansøgning til lønkompensation ude på 295.000, som er under behandling.

Se også: Afsløret: Lagkagehuset fylder kemi og margarine i kagen

Flere brugere på selskabets Facebook-side raser over Lagkagehusets selskabskonstruktion.

'Så har jeg handlet ved Lagkagehuset for sidste gang. Har ellers altid købt brød og alt muligt andet hos jer. Men det hører hermed op. Hvad i alverden bilder I jer ind? Først betaler I ikke skat, og så brokker I jer over en hjælpepakke, som I ikke har fortjent. I skulle skamme jer', lyder det fra et af kommentarsporerne på Facebook.

Scroller man ned i kommentarsporet på Lagkagehuset Facebook-side er billedet det samme. Flere sure kunder stiller sig i kø for at kritisere bagværks-selskabets manglende skattebetaling.

Fra en anden bruger lyder det: 'Er det muligt at bestille nogle skattelylbrød og en hjælpepakke til Coronakrisen? Eller måske en svindlerstang med topping?'

Lagkagehusets selskabskonstruktion

Lagkagehuset er ejet af Danish Bake Holding ApS. De har ikke betalt en eneste krone i selskabsskat siden 2017.

Danish Bake Holding ApS er ejet af en tredjedel af FoodLuxCo S.à r.l. i Luxembourg og to tredjedele af CIDRON GARONNE LIMITED på Jersey. FoodLuxCo S.à r.l er igen ejet af CIDRON GARONNE LIMITED. Både Jersey og Luxembourg bliver af eksperter opfattet som skattely, skriver TV 2.

 

Køen efter surdejs-brød er erstattet af en virtuel kø, der sender den ene digitale lussing efter den anden mod Lagkagehuset. På selskabets Facebook-side bliver der nærmest minutiøst lanceret nye beskeder, der i kritiske vendinger forholder sig til Lagkagehusets selskabskonstruktion. 

Investerer i vækst
Ifølge Lagkagehuset bidrager de årligt med et tre-cifret millionbeløb til den danske statskasse via direkte eller indirekte skatter og afgifter.

Selskabet skriver på Facebook, at virksomheden ikke har betalt selskabsskat i 2018, fordi bagværks-giganten investerede massivt i vækst. Et autosvar, der bliver skudt afsted til alle kritiske kommentarer.

'For at kunne vokse i dette tempo, har vi foretaget betydelige investeringer med tilsvarende skattefradrag, som det gælder for alle, der driver virksomhed i Danmark. Derfor fremgår det af vore årsrapport for 2018, at vi ikke betalte selskabsskat, da vi ikke havde et overskud. Når vi begynder at have overskud og det er ikke sket endnu, fordi vi investerer så massivt i vækst i form af blandt andet nye butikker, så vil vi betale selskabsskat udover alle de øvrige indirekte og direkte skatter og afgifter, vi allerede betaler i dag, lyder det fra Lagkagehuset.

Folketingets partier blev 18. april ellers enige om, at hjælpepakkerne ikke skulle betales til virksomheder med base i skattely, men alligevel har Lagkagehuset fået tildelt flere millioner i lønkompensation.

CFO i Lagkagehuset, Mikael Koch, har efterfølgende forholdt sig til kritikken i et skriftlig svar til Ekstra Bladet.

'Lige nu har vi fuldt fokus på at holde hånden under de 3.000 jobs i Danmark. Mere end 150 medarbejdere er pt. hjemsendt med løn, takket være statens hjælpepakke. Vi er glade for, at regeringen reagerede så hurtigt. Det er hidtil lykkedes Lagekagehuset at undgå afskedigelser under coronakrisen og vi arbejder fortsat af al kraft på at undgå afskedigelser, skriver han.

'De største auktionærer i Ole & Steen, selskabet bag Lagkagehuset, er Nordic Capital Fund VIII. Denne fond er hjemmehørende på Jersey og har også kontorer i Luxembourg. Både Jersey og Luxembourg er omfattet skatteaftaler med EU, og er således ikke på listen over skattely i den hjælpepakke, Folketinget har vedtaget, skriver Mikael Koch  afslutningsvis til Ekstra Bladet.

Se også: Gourmet-bagerkæde angrebet af måger, krager, møl og fluer

1348 kommentarer
Vis kommentarer