Lotto-rådgiver: Multi-millionærer bliver næsten nærige

Når folk vinder kæmpe gevinster, så tynger pengene dem, og mange bliver næsten nærige

Her bekræfter Danske Spil, at lottovinderen er fundet. (Foto: Max Robbin)

Et heldigt asen har vundet 315.009.958 kroner i Eurojackpot på en kupon købt i Helsingør. Vinderen har endnu ikke meldt sig, men hvis det sker, så skal Harry Aamann fra Danske Spil rådgive om økonomien i den første tid.

Harry kommer hjem til vinderen, som i forvejen har kunnet se et billede af ham. Flere vindere bliver nemlig lidt ekstra betænkelige ved at lukke døren op for mennesker, de ikke kender, når rygtet om den enorme gevinst går land og rige rundt.

Hvad er det første du siger?

- Det er tillykke.

Hvad er den næste sætning?

- Jeg har besøgt mange vindere i tidens løb, som har vundet fem, 10 eller 20 millioner, og jeg siger, at de skal regne med, at de nok ikke kan leve af pengene resten af deres liv, selvom det er mange penge.

- Men den her gevinst jo anderledes, fordi den er så enorm. Du kan hæve 10 millioner om året i 30 år, uden at komme til at mangle penge. Det er helt vanvittigt, så det kommer jeg ikke til at sige den her gang, siger Harry Aamann til Ekstra Bladet.

Se også: Danmarkhistoriens største gevinst! 315 mio. kr

Siger du noget, så de ikke går helt amok de første dage?

- Egentlig ikke. Når folk vinder mange penge, så bliver de meget forsigtige - på grænsen til det nærige.

- Når jeg taler med vindere af 10-20 millioner kroner, så skal jeg nærmest opfordre dem til at gøre noget rart for dem selv og deres nærmeste. Brug nogle penge og fejr det, og tænkt dig så godt om. Folk bliver tynget af ansvaret at skulle passe på så mange penge. De færreste går amok og køber ferrarier i stride strømme, fortæller rådgiveren.

Se også: Danmarks mest heldige Føtex

Når den første tid og fejringen er overstået, skal pengene have et sted at bo. Derfor snakker Harry Aamann om, hvor vinderen er i sit liv, og hvordan økonomien ser ud i forvejen.

- Der hvor man får langt det bedste udbytte, det er, hvis man indfrier sin gæld. Bankerne i dag har jo stort set glemt, hvordan man beregner renter af indlån. Men de kan godt huske det, når det kommer til udlån, så vi råder først og fremmest folk til at indfri sin gæld.

Se også: Gigantisk lotto-gevinst: Her får alle chokolade

- Der sker altid det, at venner eller familie råder vindere til ikke at indfri gæld, fordi man så ikke kan trække renter fra i skat. Det er det rene sludder. Man skal ikke samle på renter for fradragets skyld, siger Harry Aaman.

Når gælden er væk, skal pengene gerne formere sig i form af investeringer, da bankens renter er meget svære at få øje på.

- Lige nu får man jo stort set ingen renter af sine penge, og det berører jo virkelige mennesker, der sidder med så mange penge. Derfor må man investere med lidt større risiko, for at få et ordentligt afkast. Men der er jo god mulighed for at sprede sine investeringer, når man har så mange penge, siger rådgiveren.

Se også: Førtidspensionister vinder millioner i Lotto

Når der er tale om 315 millioner kroner, så behøver afkastet jo heller ikke at være så stort, før en familie kan leve overordentligt godt.

- Hvis man bare får et afkast på to procent, så får man alligevel seks millioner om året, og så er det jo lige før, at man skal på overarbejde bare for at bruge dem, siger Harry Aamann.

Danske spil lavede en undersøgelse for nogle år siden, om man blev lykkelig af at vinde store pengebeløb. Konklusionen var, at det så ud til, at folk blev mere lykkelige af mange penge mellem hænderne. Også efter nogle år. Familien har dog også god tid ifølge Danske Bank.

- En familie på fire kan leve omkring 600 år for de penge, siger Las Olsen til Ritzau, og forklarer at en dansk familie med to voksne og to børn i gennemsnit bruger 500.000 kroner om året.

- Selv hvis hun skulle blive 100 år, kan hun bruge omkring seks millioner om året resten af sit liv. Så hun kan leve rigtig, rigtig godt resten af livet og stadig kun bruge en lille del af de penge, siger han.

Se også: Vandt syv millioner i Lotto: Sådan skal pengene bruges

Vinderen spillede tallene 1, 16, 18, 29 og 44 samt stjernetallene 2 og 7.

Eurojackpot er et samarbejde mellem 14 europæiske lande, som skal gøre europæiske lotto-spillere til multimillionærer.

Finland, Slovenien, Holland, Tyskland, Norge og Danmark er nogle af de lande, som bidrager til de gigantiske puljer.

Her kan du få varehuschef Claus Ljungdahls reaktion på den enorme gevinst, der er vundet i Kvickly i Helsingør.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere