Lovbrud: Ventetid på erstatning stiger efter skandale

På et år er antallet af arbejdsskadesager, der færdigbehandles inden for lovens tidsfrist, faldet med 10 procent. Det går ud over de tilskadekomne, at Arbejdsskadestyrelsen tidligere har sjusket med sagerne, vurderer advokat

Nye tal viser, at Arbejdsskadestyrelsen, der har til opgave at behandle sager om arbejdsskader og erhvervssygdomme, bryder loven (Foto: Ekstra Bladet)
Nye tal viser, at Arbejdsskadestyrelsen, der har til opgave at behandle sager om arbejdsskader og erhvervssygdomme, bryder loven (Foto: Ekstra Bladet)

Uanset om du har brækket benet eller fået kræft på jobbet, siger loven, at din sag skal være færdigbehandlet på et år.

Men nye tal viser, at Arbejdsskadestyrelsen, der har til opgave at behandle sager om arbejdsskader og erhvervssygdomme, bryder loven.

Læs også: Nu får syge ret: Sager om arbejdsskader fejlbehandles

Fra fjerde kvartal 2013 til samme kvartal 2014 er andelen af sager, der er afsluttet inden for tidsfristen, faldet fra 89 til 79 procent. I 21 procent af sagerne får den tilskadekomne altså ikke sat det punktum i sagen, som han eller hun har krav på.

Konsekvensen er, at flere venter i årevis uden at vide, om de får et økonomisk plaster på såret eller ej.

Læs også: Sofia på lykkepiller efter sexchikane: Har ventet i tre år

Den lange ventetid er resultat at store problemer med fejlfyldt sagsbehandling, som styrelsen nu forsøger at rette op på.

Men det er ikke godt nok, mener en advokat med speciale i arbejdsskadesager.

- Det er muligt, at det er et resultat af skandalen, som Kammeradvokaten afdækkede, men så må styrelsen jo ansætte flere medarbejdere. Det kan ikke være rigtigt, at det skal gå ud over de tilskadekomne, at sagerne har været smækfyldte med fejl, siger Mads Pramming.

Fejl i hver fjerde sag
I 2013 stod en tidligere medarbejder frem og fortalte om vilkårlig og fejlfyldt sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen. Afsløringerne resulterede senere i massiv kritik fra Kammeradvokaten, som vurderede, at én ud af fire undersøgte afgørelser ikke ville holde i retten.

Læs også: Skadet på job? Din sag kan være smækfuld af fejl

Arbejdsskadestyrelsen forklarer de aktuelle forsinkelser med den handlingsplan, som styrelsen har iværksat for at forbedre sagsbehandlingen.

- Initiativerne betyder, at det tager længere tid at behandle den enkelte arbejdsskadesag. Du kan derfor desværre opleve, at vi er længere tid om at behandle din sag, skriver styrelsen i et nyhedsbrev.

Læs også: Til grin? Far afvist med forskning om brystkræft

Fagforbundet Dansk Metal ærgrer sig over den lange ventetid.

- Vi har en forståelse for, at kritikken har sat Arbejdsskadestyrelsen tilbage, men vi håber ikke, at det er en situation, der varer længe. Vi vil gerne have en mere anstændig sagsbehandlingstid så hurtigt som muligt, siger jurist Christian Bentz.

Endnu længere ventetid i 2015
Handlingsplanen indebærer blandt andet en bedre kvalitetskontrol og efteruddannelse af Arbejdsskadestyrelsens medarbejdere, og det kan altså ses på sagsbehandlingstiden.

Avisen.dk ville gerne have spurgt beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), hvad han har tænkt sig at gøre ved det faktum, at hans egen styrelse bryder loven.

Han vil dog ikke stille op til interview, men har tidligere skrevet følgende i et aktstykke:

- Jeg synes også, at det er vigtigt, at styringen af styrelsen baserer sig på både kvalitet og produktivitet, da borgerne både skal have en rigtig og hurtig afklaring af deres sag.

Styrelsen stiller heller ikke op til interview, men oplyser, at der er ansat nye sagsbehandlere i maj og oktober 2014 og igen i januar og februar i år.

Læs også: Whistleblower: Tilskadekomne vil bestorme Mette F.

Det tager tid at lære de nyansatte op, og blandt andet derfor forventer styrelsen, at ventetiden på afgørelser i år vil blive endnu længere.

- Det er meget beklageligt, ikke mindst fordi det er en belastning for borgerne at vente på en afgørelse, oplyser Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsen behandler over 50.000 sager om året. For de arbejdsulykker, der skete i 2011, lød erstatningen i snit på 133.663 kroner. For erhvervssygdomme lød erstatningen i snit på 221.382 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere