Lovede fast pris: Nu er stort forsikringsselskab politianmeldt

Forsikringsselskabet Alka har vildledt kunder om pris på bilforsikring, mener Forbrugerombudsmanden

Alka har ifølge Forbrugerombudsmanden gjort sig skyldig i vildledende markedsføring. Foto: Lars Krabbe.
Alka har ifølge Forbrugerombudsmanden gjort sig skyldig i vildledende markedsføring. Foto: Lars Krabbe.

"Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op".

Sådan lovede forsikringsselskabet Alka om prisen på en bilforsikring i en reklame, der blev sendt på tv og YouTube fra februar 2016 til november 2017.

Stik imod løftet kunne kunder dog alligevel opleve, at deres forsikring blev dyrere ved en skade.

Det har fået Forbrugerombudsmanden til at politianmelde forsikringsselskabet for vildledende markedsføring.

- Alka har i sin markedsføring givet forbrugerne en forventning om, at prisen på en bilforsikring ikke vil stige ved skader på bilen, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse:

- Det er vildledende markedsføring, når forsikringsselskabet samtidig har aftalebetingelser, hvor der står, at prisen faktisk kan stige ved skader.

Af forsikringsbetingelserne fremgår det, at forsikringens pris og dækning kan ændres med 14 dages varsel efter enhver anmeldt skade.

Derudover vil forbrugere, der har haft en skade, få forhøjet deres selvrisiko med 4000 kroner det følgende år.

Hos Alka beklager kommunikationsdirektør Lise Aggerly. Hun forklarer, at der er sket en fejl.

- Vi har sagt én ting i en reklame, som vi ikke har kunnet overholde over for alle kunder på grund af nogle procedurer.

- Derfor synes vi, det er helt fair, at Forbrugerombudsmanden nu kigger på den sag, siger hun.

Spørgsmål: Er det rigtigt at sige, at forsikringens pris ikke sættes op ved en skade, når prisen kan ændres med 14 dages varsel efter en skade?

- Nej, det er ikke rigtigt at sige det i reklamen, selv om det gælder for meget, meget få - det gælder for 92 kunder ud af 100.000 i perioden.

- Men det er ikke i orden, at man siger noget i en reklame, og der så foregår noget andet, siger Lise Aggerly.

Løftet om, at der ikke kan forekomme en prisstigning, er nu blevet fjernet fra Alkas marketingmateriale.

82 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere