Lufthavnsejer: 'Klar til at gøre, hvad der er nødvendigt'

ATP er klar til at gå langt for at beskytte Københavns Lufthavn, der er i 'sin værste krise nogensinde'

Københavns Lufthavn er i historisk krise. Men pensionskassen ATP står klar med kroner i kulissen. Foto: Aleksander Klug
Københavns Lufthavn er i historisk krise. Men pensionskassen ATP står klar med kroner i kulissen. Foto: Aleksander Klug

Københavns Lufthavn er så hårdt ramt af coronakrisen, at landets største pensionskasse, ATP, nu kommer med en opsigtsvækkende melding.

I marts meddelte lufthavnen, at den gennemfører en spareplan på 250-300 millioner kroner.

Men ATP slår nu fast, at organisationen er klar til at gå meget langt for at hjælpe lufthavnen. På spørgsmålet om, hvorvidt pensionskassen er klar til at hjælpe selskabet økonomisk, lyder svaret:

'Vi er klar til at gøre, hvad der er nødvendigt for at beskytte en så vital investering bedst muligt på lang sigt,' skriver Stephan Ghisler-Solvang, pressechef, ATP, i en mail til Ekstra Bladet:

'Det mener vi på den lange bane vil tjene både det danske samfund og ATP’s medlemmer godt, for lufthavnen er helt essentiel for Danmark og vi mener stadig, at den på lang sigt vil være en god investering.'

Værste krise
Udmeldingen kommer i kølvandet på en analyse hos erhvervsmediet InsideBusiness, der beskriver, hvordan lufthavnen har forhandlet nye aftaler på plads med selskabets banker.

'Herefter er det planen, erfarer InsideBusiness, at kapitalgrundlaget skal styrkes med nye penge fra ejerne for på denne måde at nedbringe den for kraftige gearing i virksomheden,' skriver mediet.

Lufthavnen er ejet af staten, den canadiske pensionskasse Ontario og ATP. Stephan Ghisler-Solvang skriver videre:

'Vi er langsigtede ejere af lufthavnen sammen med staten og vores canadiske partner, men det ændrer ikke ved, at lufthavnen lige nu er i sin værste krise nogensinde.'

Ekstra Bladet har spurgt Københavns Lufthavn, hvordan selskabet forholder sig til analysen, men pressechef Kenni Leth henviser til ejerne. Han slår dog fast, at lufthavnen vil undgå fyringer.

- Vi har hjemsendt op til 2200 ud af 2500 ansatte i en rotationsordning, og det er vores strategi: at bevare flest mulige arbejdspladser.

Porsche som firmabil
- Vi kigger primært på eksterne omkostninger. Det er marketing, konsulenter og ting i den stil, hvor vi skære i vores budgetter. Vi har ikke varslet afskedigelser blandt medarbejderne.

- Så nogle leverandører kommer til at mærke det?

- Ja, desværre.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Thomas Woldbye, direktør, Københavns Lufthavn, har tidligere haft denne Porsche Panamera som firmabil. Den er nu skiftet ud med en hybrid Porsche. Foto: Jan Sommer
Thomas Woldbye, direktør, Københavns Lufthavn, har tidligere haft denne Porsche Panamera som firmabil. Den er nu skiftet ud med en hybrid Porsche. Foto: Jan Sommer
 

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at lufthavnens direktør Thomas Woldbye har en Porsche Panamera som firmabil. Da vi spørger ind til det, lyder det fra lufthavnen, at han stadig har en Porsche. Nu er det en hybrid.

I seneste regnskab havde Thomas Woldbye incitamentsprogrammer for 5,5 millioner kroner. På spørgsmålet om, hvordan sparerunde og incitamentsprogrammer hører sammen, svarer ATP:

'Lønnen er skruet sådan sammen, at den variable løn falder i takt med at lufthavnens overskud daler. Desuden skal ledelsen opfylde en række andre mål, for at få udbetalt variabel løn. Når det er sagt, så vurderer vi løbende om den variable løn er hensigtsmæssig. Det er op til direktøren om han vil have en del af sin løn udbetalt som en bil. Han får ikke mere i løn af den grund.'

95 kommentarer
Vis kommentarer