Der venter et oprydningsarbejde udover det sædvanlige, når Joe Biden indsættes som USA's 46. præsident 20. januar, mener tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).
- Det er en verden, hvor alt international samarbejde er blevet mere eller mindre ødelagt af Donald Trump.
- Bidens vigtigste udenrigspolitiske opgaver bliver at få genskabt samarbejdet og tilliden, hvad enten det er i FN, NATO, international handel, klimaindsatsen eller atomaftalen med Iran.
- Alt det Trump har ødelagt, skal han på rekordtid prøve at rette op på igen, siger Mogens Lykketoft.
Lykketoft lægger ikke fingre imellem, når han skal fælde dom over Donald Trumps arbejde som præsident.
- Jeg synes, det har været fuldstændig katastrofalt på alle områder, siger han.
Handelskrig og atomaftale
Der venter Joe Biden tunge, internationale, politiske arbejdsopgaver, når han indsættes som USA's præsident.
Donald Trumps handelskrig mod Kina, og den aftale som Obama-regeringen lavede med Iran om deres atomprogram, er blot nogle af de opgaver, som 78-årige Joe Biden skal løse.
- Den handelskrig Trump har ført mod Kina, har skadet USA mere end Kina. Det er den forkerte måde at tackle balancen til Kina på. Den der fuldstændigt vilkårlige, hysteriske måde, han har handlet på.
- Der bliver ikke fred i verden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina forstår at afbalancere, at de har mange fælles interesser, men de har også interessemodsætninger. Det skal gøres på en meget mere gennemtænkt måde, end det Trump har tumlet rundt med i forhold til Kina, siger Mogens Lykketoft.
Heller ikke de diplomatiske bånd, som Trump har forsøgt at danne til Nordkorea, giver Lykketoft meget for.
- Med hensyn til Nordkorea er der intet opnået. De har nøjagtig de samme ødelæggende våben, som da han begyndte at mødes med den lille fedling (Kim Jong-un red.), siger han.
Opmuntrende forventninger
Mens Mogens Lykketoft ikke har noget positivt at sige om Donald Trump, er han anderledes positivt indstillet, når samtalen ledes hen mod Joe Biden.
- Han er mand med enorm international, politisk erfaring, og det er nødvendigt, fordi det vil tage lang tid at klinke skårene efter Donald Trump, mener han.
- Forventninger er opmuntrende. Vi er tilbage ved et almindelig menneske og ikke en lystløgner. Vi er tilbage ved en mand, som har enorm tung, international erfaring. Han har været formand for Senatets udenrigsudvalg. Han var vicepræsident under Obama. Så han kender verden.
- Jeg tror, Biden har gode chancer for at genskabe tilliden. Han har jo sagt, at startpunktet med Iran er at vende tilbage til den aftale, der blev lavet af Obama-regeringen, som han var medlem af. Så har man andre udestående med Iran, som man må tage i kølvandet på det, siger Mogens Lykketoft.
Du har i dag mulighed for at chatte med Mogens Lykketoft, når han fra klokken 13.00-13.50 sidder klar ved tasterne for at svare på spørgsmål fra Ekstra Bladets læsere i vores livedækning af indsættelsen af Joe Biden.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.