Lystfiskernes Georg Gearløs: Nu skal 'Swingerklubben' ud at bade

Tirsdag bliver den helt store laksedag ved de vestvendte åer - tusindvis af lystfiskere ventes at tage på årets første fisketur efter sølvskinnende laks

Torben Brodersen med den tre-bladede spinner med det eksotiske navn 'Swingerklubben.' Den får hans 73-årige far lov til at hygge sig med i morgen. Foto: Christer Holte
Torben Brodersen med den tre-bladede spinner med det eksotiske navn 'Swingerklubben.' Den får hans 73-årige far lov til at hygge sig med i morgen. Foto: Christer Holte

Han har allerede fanget adskillige laks på den bred-ballede 'Svigermors Røv.'

'Lillemors Trøst', som i den grad minder om en vis mandlig kropsdel, har også givet adskillige hug.

Og når Torben Brodersen i morgen drager til Varde Å for at fange en af de flotte, sølveblanke laks, så er det med en spritny og hjemmelavet spinner i tasken.

- Den er trebladet og hedder 'Swingerklubben.' Nu skal den ud at bade for første gang, griner den 48-årige esbjergenser.

Torben Brodersen er lystfiskernes svar på Georg Gearløs. Han laver selv alle sine spinnere.

- Alt under vand kan fange en fisk, bedyrer Torben Brodersen.

Her er det 'Lillemors Trøst,' som er røget i gabet på en spændstig laks. Foto: Privat
Her er det 'Lillemors Trøst,' som er røget i gabet på en spændstig laks. Foto: Privat
 

Hele vinteren har han og i tusindvis af lystfiskere ventet på, at kalenderen viser den 16. april.

Så åbner laksefiskeriet nemlig i alle de vestvendte åer i Danmark. Og da åbningsdagen i år falder i påsken, bliver der et rend uden lige.

Går ikke ned på udstyr
Der er ingen fare for, at den inkarnerede lystfisker går ned på udstyr. Nede i Rottehullet, som familien har døbt Brodersens værksted i kælderen, ligger mellem 3-5.000 spinnere klar til at blive sendt i aktion.

Swingerklubben, Lillemors Trøst og Svigermors røv er klar til aktion. Foto: Christer Holte
Swingerklubben, Lillemors Trøst og Svigermors røv er klar til aktion. Foto: Christer Holte
 

- Jeg bygger alle mine spinnere selv. Det begyndte med, at jeg lavede spinnere af kuglepenne og flåede pynt af juletræet. Nu er min kone Maj-Brith sød til at finde underlige ting og figurer på nettet. Jeg finder også en del ting på loppemarkeder. Det kan være små biler eller dyr. Terninger og lysdioder kan også bruges. Og jeg fanger laks på det hele, siger Torben Brodersen.

Vestjyden blev landskendt, da han nogle år siden fangede en stor laks på en gulerod.

Nu venter nye udfordringer forude: Kan man fange en skinnende blank laks med en fodbold i naturlig størrelse? Brodersen er gået i tænkeboks og arbejder på projektet. En ubåd er også i støbeskeen.

Og så vil han gerne have nogle miniatur-figurer af Donald Trump.

Rystede på hovedet
- I begyndelsen sagde folk ved åen hovedrystende: Tror du virkelig, at du kan fange en fisk på det der? Og det kunne jeg.

Nu griner folk bare af mig. De er generelt meget positive, beretter Torben Brodersen.

Sidste år fangede Brodersen 49 laks, hvoraf de 48 blev genudsat.

- Jeg har vel snuppet 500-700 laks i åen i løbet af de seneste 15 år. Den største laks var på 115 centimeter, og den blev genudsat.

Torben Brodersens 'Fiskebilen' har også flere lakseskæbner på samvittigheden. Foto: Christer Holte
Torben Brodersens 'Fiskebilen' har også flere lakseskæbner på samvittigheden. Foto: Christer Holte
 

- Tager du fis på det hele. Mange kæmper i årevis, før de fanger deres første laks?

- Man kan godt sige, at jeg tager strøm på hele grej-industrien, som jo tjener milliarder af kroner verden over på at udvikle alle deres fine spinnere og fluer. De forsker og gør ved. Og jeg smider en legetøjsbil eller en terning i vandet, og fanger så masser af laks.

Jeg gør det jo ikke for at provokere, men fordi jeg synes, at det er sjovt. Og så er jeg faktisk ydmyg overfor alle de personer rundt om i lystfiskerforeningerne, som gør et kæmpe arbejde med at sikre, at lakse-bestanden vokser år for år. Jeg fjoller jo bare rundt og slikker flødeskummet på lagkagen.

Far får swingerne
- Hvad er hemmeligheden ved at fange så mange laks?

- Først og fremmest ihærdighed og tålmodighed. At fange en laks, der netop er gået op i åen og er fed og blank, er en flidspræmien. Dernæst skal man lære at læse vandet og vide, hvor de dybe huller er. Jeg fisker stort set altid opstrøms og bruger mange spinne-stop. Det provokerer fisken, fortæller Torben Brodersen.

Torben Brodersen er højtidernes mand. han plyndrer juletræet. Og her er hans påskekollektion. Foto: Christer Holte
Torben Brodersen er højtidernes mand. han plyndrer juletræet. Og her er hans påskekollektion. Foto: Christer Holte
 

Brodersen er begyndt at holde foredrag om sine pivskøre spinnere. Mange lystfiskere valfarter også ned i 'Rottehullet' for at få et par gode tips.

- Jeg er heldigvis nået derhen i mit fiskeri, at jeg glæder mig lige så meget over, når nogle af mine kammerater - eller min gamle far - får en laks på krogen.

Far skal i øvrigt have lov til at prøve 'Swingerklubben' som den første. Han er 73 år, så det er han slet ikke for gammel til, bedyrer Torben Brodersen.

Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
 

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere