Må jeg være uden adresse?

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

De nye studieboliger i højhuset på Nørrebro med en husleje på 7000 kroner er kun for de riges børn. Ingen almindelige unge med SU på cirka 4500 kroner efter skat har råd til sådan en husleje. Foto: Jens Dresling
De nye studieboliger i højhuset på Nørrebro med en husleje på 7000 kroner er kun for de riges børn. Ingen almindelige unge med SU på cirka 4500 kroner efter skat har råd til sådan en husleje. Foto: Jens Dresling

Kære Puk

Jeg er en pige på 20 år, der er flyttet ind hos nogle venner. Men jeg kan ikke have min adresse her, da der i forvejen er for mange, der er tilmeldt.

Jeg har spurgt dem, jeg kender, om jeg kunne have adresse ved dem, men det kan jeg ikke. Så har jeg spurgt mine forældre, om de kendte nogen, men de kan ikke lide at spørge i deres netværk, da de synes, det er grænseoverskridende.

Men hvordan skal jeg kunne modtage post, hvis jeg ikke har en adresse. Er det overhovedet muligt ikke at have en adresse i dagens Danmark?

Nogle siger, at det er forbudt ikke at være tilmeldt en adresse. Andre siger, at hvis jeg har den hjemme hos mine forældre, så kan jeg hverken få kontanthjælp eller SU.

Jeg er ærlig talt helt forvirret.

Jeg har prøvet at kontakte både Ungerådgivningen og Studenterhjælpen, men de ringede aldrig tilbage! Nu håber jeg virkelig, at du kan besvare mit spørgsmål. Mit problem er altså ikke, at jeg mangler et sted at bo, men jeg har ikke noget sted at have adresse.

Med venlig hilsen Malene

 

Kære Malene
Eftersom boligmarkedet, især i de store byer, er blevet så presset, er det normalt at opleve mange studerende stuvet sammen i dyre lejligheder. Det gælder for eksempel i det nye byggeri på Teglholmen og i Ørestad, hvor studerende bor som sild i en tønde. Og da det kun er muligt at have et vist antal registret på en adresse, ender mange i en situation som din.

Flere vil sikkert finde det forargeligt, at unge har fiktive adresser, da det jo er ulovligt. Men mange unge er tvunget derud blot for at kunne følge et studie. Og de nye studieboliger til 7000 kroner for eksempel i et højhus ved på Nørrebro i København er da også kun for de riges børn. Ingen almindelige unge med SU på cirka 4500 kroner efter skat har råd til sådan en husleje.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Når det er sagt, har man pligt til at bopælsregistrere sig i CPR-registret dér, hvor man faktisk bor eller opholder sig. Det er strafbart at opholde sig et andet sted end der, hvor man har adresse. Også selvom mange gør det for overhovedet at kunne bo i byen.

Så hvis kommunen vurderer, at en person ikke har foretaget en korrekt bopælsregistrering, skal kommunen indlede en bopælssag efter CPR-lovgivningen med henblik på at få borgeren registreret korrekt.

I det tilfælde, hvor en person registreres som værende uden fast bopæl, skal kommunen med jævne mellemrum tage sagen op og vurdere, om der er nye muligheder for at få fastlagt en egentlig adresse for den pågældende.

Du kan altså godt lade dig registrere uden fast bopæl, men det kræver, at du henvender dig personligt på folkeregistret via Borgerservice og får en tid til en samtale, hvor de vurderer, om du kan blive registret med koden 9999, som er koden for ukendt adresse.

Den kode er svær at opnå, og det kræver, at du jævnligt kan bevise, at du opholder dig i kommunen, og hvor du opholder dig. Og netop derfor ender mange med at bryde loven for blot at kunne få et sted at bo.

I din situation kan jeg ikke råde dig til noget bestemt, blot oplyse dig om, at det er ulovligt at tage adresse et andet sted, end hvor man opholder sig, og at det er muligt at lade sig registrere som hjemløs.

Jeg håber, du finder en løsning, hvor du ikke er tvunget ud i at kriminalisere dig selv som mange andre.

Med venlig hilsen Puk

Noter

28 procent af de hjemløse i København er mellem 18 og 29 år gamle.

Alene i København manglede der ved studiestart 8400 boliger i 2019 til dem, der var optaget på et studie.

20.000 boliger manglede der sidste år til de studerende i Danmark, fortæller Dansk Byggeri.