Målløs mor: Gravtyve stjæler mine børns minde om deres far

For anden gang på et halvt år har Cathrine Cramer oplevet tyveri på sin afdøde rockerkærestes gravsted

Cathrine Cramer med sønnen Oliver på fire og datteren Celine på ni år ved sin afdøde kærestes - og børnenes fars - gravsted, som nu har været udsat for tyveri to gange på et halvt år. Foto Anders Brohus
Cathrine Cramer med sønnen Oliver på fire og datteren Celine på ni år ved sin afdøde kærestes - og børnenes fars - gravsted, som nu har været udsat for tyveri to gange på et halvt år. Foto Anders Brohus

Den nedre grænse for, hvad folk kan finde på at stjæle, er i bund på Nordre Kirkegård i Randers.

Her oplevede Cathrine Cramer onsdag i denne uge, hvad der især over for hendes to børn er en både hjerteskærende og grænseoverskridende handling. En eller flere personer har gjort sig til tyv ved at stjæle en mini-kopi af den motorcykel, som den afdøde Hells Angels-rocker fra Randers, Stefan Ranjith Pedersen, var ejer af, inden han døde for tre år siden.

- Jeg er målløs over, at nogen kan få sig selv til at gøre sådan noget. Det er et følelsesmæssigt overgreb på mine børn og vi andre pårørende til Stefan, siger Cathrine Cramer til Ekstra Bladet.

Det var her foran den lille sten, hvor der står 'Far' på, at modellen af motorcyklen stod som et symbol på 'Stellas' liv og en binding til især sønnen Oliver på fire år. Foto Anders Brohus
Det var her foran den lille sten, hvor der står 'Far' på, at modellen af motorcyklen stod som et symbol på 'Stellas' liv og en binding til især sønnen Oliver på fire år. Foto Anders Brohus
 

Den 29-årige socialpædagog-studerende blev ringet op af en veninde, der spurgte, om det virkelig kunne passe, at Stefan Ranjith Pedersens gravsted for anden gang på et halvt år var blevet bestjålet. Første gang, det skete, var lige før jul i fjor, og nu sker det få dage inden tre-års dagen 21. maj for Stefan Ranjith Pedersens død. Den dengang 45-årige, srilankansk-fødte 'Stella', som Stefan Ranjith Pedersen var bedst kendt som, døde i politiets varetægt efter at have fået et hjertestop.

Tror det er drengestreger
Cathrine Cramer og Stella har børnene Celine på ni og Oliver på fire år sammen. For især Oliver, der kun var halvandet år, da hans far døde, har den lille model af motorcyklen stor symbolsk betydning, når han med sin mor og storesøster besøger gravstedet.

Efter at have skrevet om gravtyverierne på facebook har Cathrine Cramer modtaget masser af sympati-tilkendegivelser.

- Jeg skriver ikke om det i det offentlige rum for at få medlidenhed, men måske opdager nogen via mit opslag på facebook, at motorcyklen står på et drengeværelse, siger Cathrine Cramer og tilføjer, at hun tror og håber, at der er tale om drengestreger.

- Tanken har strejfet mig, at der kan stikke noget dybere under, fordi Stella havde en baggrund som medlem af Hells Angels. Men det tror jeg så alligevel ikke på. Det ville være for ondskabsfuldt over for børnene, siger Cathrine Cramer.

- Jeg håber ikke, at det er nogen, som har noget personligt imod ham, der har stjålet motorcyklen. Selvom han var kendt i bybilledet, så stjæler man da ikke fra et gravsted.

Koster 199 kroner
Stella var en markant skikkelse i Hells Angels i Randers og udadtil især kendt for det, men der var ifølge Cathrine Cramer mange lfere sider af hendes afdøde kæreste igennem otte år.

- Han var en god far, ven, søn og bror. Meget vellidt, siger Cathrine Cramer, der trods den dårlige oplevelse ikke tøver med at sætte en tredje model af Stellas motorcykel op ved hans gravsten, så Oliver fortsat kan vaske og lege med den, når han besøger mindet om sin far.

Cathrine Cramer håber, at det er drengestreger, der ligger bag tyveriet, og at tyven - eller tyvene - stiller motorcyklen tilbage på sin plads. Foto Anders Brohus
Cathrine Cramer håber, at det er drengestreger, der ligger bag tyveriet, og at tyven - eller tyvene - stiller motorcyklen tilbage på sin plads. Foto Anders Brohus

- Tredje gang er forhåbentlig lykkens gang. Det er ikke de 199 kroner, motorcyklen koster, der vælter noget, men hvis den tredje model ikke får lov at stå i fred, vil jeg nok overveje en anden måde at symbolisere Stellas liv på, siger Cathrine Cramer.

Foreløbig afventer hun dog og ser, om der ikke er en person derude med dårlig samvittighed, der stiller model-motorcyklen tilbage på sin plads på Nordre Kirkegård.