Madanmeldere overvejer at sprænge skalaen efter Noma-besøg

Noma overgår sig selv. Alt er unika - fra retterne over møblerne og servicet til arkitekturen, mener anmelder

Foto: AP
Foto: AP

Den nye udgave af Danmarks verdensberømte restaurant Noma er mindst ligeså god, hvis ikke bedre, end den tidligere.

Det mener Berlingskes gastronomiske medarbejdere, Søren Frank og Svend Rasmussen.

Noma åbnede for nylig i nye lokaler nær Christiania i København. Og pausen på cirka et år har Noma anført af René Redzepi anvendt til at blive endnu skarpere. Det fastslår Søren Frank i sin anmeldelse under overskriften "Noma overgår sig selv".

Som del af et nyt koncept inddeler Noma året i tre sæsoner. Den første er havet, sommermånederne er helliget vegetariske retter, mens efteråret er vildtsæson.

Første ret er en "velsmagende suppe af havsnegle", og derefter rammer serveringerne bordet. Især med skaldyr. Store blåmuslinger, kolossale østers fra Limfjorden og hjertemuslinger blandt meget andet.

Hovedretten er en "ekstremt velsmagende barbecue af torskehoved".

Gæsterne er blevet udsat for alt fra levende myrer til madforgiftning på Rene Redzepis toprestaurant Noma. Foto: Jens Dresnling Vagthund Hædret med stjerner: Sådan forgiftede danske Michelin-restauranter sine gæster

Se også: Vild Michelin-jubel på dansk restaurant

- Det er også typisk Noma, at man går i en lang bue uden om den lette vej, som det ville have været at servere pighvar, søtunge, hummer og caviar, skriver Søren Frank.

- Det, vi får, er et biologisk studie i havet som spisekammer, en afsøgning af grænserne for, hvad der kan spises - og hvad der ikke kan - fra det våde element.

Ud over de i alt 68 kokke, som står for de udsøgte delikatesser, er der ros til Nomas sommelier, hvis matchninger mellem vin og mad sidder "lige i skabet".

De to gæster er enige om, at "Noma endnu en gang har overgået sig selv: Alt er unika - fra retterne over møblerne og servicet til arkitekturen".

Berlingske bedømmer oplevelsen til det maksimale antal stjerner.

Svend Rasmussen foreslår endda at sprænge skalaen og gå op på syv.

Det vil ifølge Søren Frank dog nok ikke glide ned hos redaktørerne på avisen, så det ender med seks stjerner "med torsketunge op".

Noma er fire gange blevet kåret som verdens bedste restaurant.

Læs mere om den verdenskendte danske restaurant her:

* Restaurant Noma åbnede i 2003 på Christianshavn i København.

* Navnet Noma er en sammentrækning af ordene "nordisk" og "mad".

* I 2005 fik restauranten sin første michelinstjerne. Noma har siden fået tildelt to michelinstjerner.

* I 2017 mistede Noma dog sine stjerner, da den holdte midlertidigt lukket.

* I 2010, 2011, 2012 og 2014 blev Noma kåret som verdens bedste restaurant af Restaurant Magazine.

* En menu på det nye Noma koster 2250 kroner. Vinmenu koster 1100 kroner.

* Er du studerende, kan du få en menu med dertilhørende vin- eller juicemenu for 1000 kroner. Cirka 10 procent af restaurantens pladser er hver dag reserveret til studerende. Disse fordeles ved lodtrækning.

* René Redzepi er køkkenchef på Noma, hvor han også er medejer sammen med blandt andre kokken Claus Meyer.

* Noma har igennem årene åbnet flere såkaldte pop-up-restauranter rundt omkring i verden.

* Det skete senest i november 2017, hvor Noma åbnede en midlertidig restaurant i den mexicanske kystby Tulum.

* I januar 2016 åbnede Noma en pop up-restaurant i den australske storby Sydney.

* I begyndelsen af 2015 gjorde Noma noget lignende i Japans hovedstad, Tokyo.

Kilder: World's 50 Best Restaurants, Noma, The New York Times.

130 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere