De fleste danskere har nok oplevet at få en afvisning efter en jobsamtale et par gange i deres liv.
Men for 33-årige Mads Mortensen er afslag blevet en fast del af hverdagen. Siden 2009 er han nemlig blevet vejet og fundet for let hele 744 gange efter stribevis af jobinterviews, der ifølge ham selv burde have kastet bare ét job af sig.
Da Ekstra Bladet fredag møder ham i forældrenes hjem i Roskilde, er det dog fortsat en optimistisk og imødekommende Mads Mortensen, der åbner døren, og åbenhjertet fortæller om de nederlag, der med tiden er kommet til at karakterisere ham.
Mads Mortensen er født med et handicap, der gør, at han kun har fire fingre på hver hånd og en meget lys stemme. Netop den lyse stemme har før bragt ubehagelige oplevelser med sig i jagten på et job, fortæller han:
- En dag ringede en person til mig, og det første, han spurgte mig om, var, hvordan min stemme dog lød, om det skyldtes, at jeg var forkølet. Da jeg svarede, at sådan lyder den altid, lagde han bare på. Folk plejer at være meget stille og rolige, men der er nok nogle som har tænkt, at ham skal vi ikke have alligevel på grund af stemmen, når jeg har præsenteret mig.
Artikel fortsætter under billedet..
Det er diskrimination
33-årige Mads Mortensen er uddannet service-økonom, men på nær et job i det nu lukkede engro-firma Metro, og et par andre småjobs, har han tilbragt en stor del af sit voksenliv på dagpenge. Han forklarer, at han ikke har tal på, hvor mange ansøgninger, han har skrevet, men at det til at begynde med gik rigtig godt, før han kom til samtale:
- I starten sendte jeg en masse ansøgninger ud til virksomheder, der skrev tilbage, at de virkelig gerne vil have mig til samtale, fordi jeg havde skrevet en god ansøgning. Men når jeg så er kommet til samtale, har jeg så aldrig været noget for dem alligevel.
Den 33-årige roskildenser er ikke i tvivl om, at hans handicap er årsagen til, at han har fået svimlende 744 afvisninger i træk, siger han med tydelighed:
- Jeg tror de har afvist mig, fordi jeg har en genfejl, som betyder, at jeg mangler nogle fingre, og så er min stemme også lidt lys, så jeg tror, at det er den væsentligste grund.
Der har dog aldrig været tale om direkte diskrimination, når han har været til samtale, slår han fast:
- De har bare sagt, at jeg ikke var den rigtige til jobbet, eller de hellere ville have en anden. jeg har fået rigtig mange grunde, men jeg føler, at det er diskriminerende, for det er jo i hvert i nogle af de tilfælde på grund af mit handicap, at de har afvist mig, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg synes, at det er trist, at man i et land som Danmark ikke kan få en chance, bare fordi man, som jeg selv ser det, har et lille handicap.
Artikel fortsætter under billedet..
Afviser diskrimination
En af de virksomheder, som Mads Mortensen har været til samtale i, er S-Engros, der sælger fødevarer til professionelle erhversdrivende. Her husker HR-ansvarlig Anja Breum godt Mads Mortensen, men hun afviser, at deres afslag skulle være på baggrund af hans handicap:
- I S-Engros sætter vi pris på forskellighed. Vi tror på, at alle har noget, de kan byde ind med til jobbet og fællesskabet i vores virksomhed. Samtidig er vores fokus naturligvis, at vælge den bedste kandidat hver gang, vi leder efter en ny kollega, forklarer hun og fortsætter:
- Så hvis man søger et job hos os, og ikke får det, betyder det, at man har været en del af en stærk ansøgerfelt, hvor en anden kandidat har været det bedste match til stillingen, skriver hun i en mail til Ekstra Bladet.
Det er vanvittigt
Hos en af Danmarks største fagforeninger er man fortørnet over, at en arbejdsvillig person som Mads Mortensen kan få så mange afvisninger, fortæller Søren Heisel, der er forbundssekretær hos 3F til Ekstra Bladet:
- Det lyder vanvittigt og understreger vores pointe om, at der i Danmark ikke er mangel på hænder, men at der godt kan være mangel på kompetencer indenfor afgrænsede faglige og geografiske områder.
Han peger på, at man skal sørge for at hjælpe Mas Mortensen endnu mere i fremtiden:
- Det er afgørende, at vi i stedet for en blind import af arbejdskraft udefra, sørger for at bruge beskæftigelsessystemet til at opkvalificere og hjælpe Mads og andre danskere, der i dag står på kanten af arbejdsmarkedet.
Artikel fortsætter under billedet..
Giver ikke op
Tilbage i forældrenes hjem fortæller Mads Mortensen, at han til at begynde med skrev ned, hver gang han havde været til jobsamtale, men efterhånden som afvisningerne fortsatte, opgav han, selv om han i hovedet altid lægger en til regnestykket, når historien gentager sig.
Ekstra Bladet har haft adgang til hans joblog, hvor det tydeligt fremgår, at Mads Mortensen bare inden for de seneste halve år har sendt et utal af ansøgninger. Men på trods af de hundredvis af afslag i de foregående ni år er der ikke antydningen af tvivl at spore i øjnene på Mads Mortensen, da spørgsmålet om hans fremtid kommer:
- jeg holder modet oppe hele tiden, og det her kommer ikke til at slå mig ud. Jeg er altid positiv, og det vil jeg fortsætte med at være, selv om jeg har fået så mange afslag, slutter han.