Maersk-skib kolliderer med krigsskib

Et Maersk-ejet containerskib er kollideret med et græsk krigsskib

Her ses det græske skib Kallisto, der blev påsejlet af Maersk-skibet. Foto: Ritzau Scanpix
Her ses det græske skib Kallisto, der blev påsejlet af Maersk-skibet. Foto: Ritzau Scanpix

Et containerskib ejet af Maersk er tirsdag morgen sejlet ind i et græsk krigsskib uden for Piræus Havn. Kollisionen skete, da skibet Kallisto, tilhørende den græske flåde, var på vej ud ad havnen.

Det bekræfter Maersk over for Ekstra Bladet.

Maersk-skibet er leaset ud til selskabet John T. Essberger, og derfor var der hverken Maersk-besætning eller Maersk-fragt ombord på containerskibet. Det oplyser Maersks pressechef, Christian Kjærgaard-Winther, til Ekstra Bladet.

Kollisionen, der skete i dag klokken 7.30, gik hårdt ud over det græske skib, der blev delt i to. Ombord var 27 besætningsmedlemmer, der nu er blevet evakueret. To af dem er lettere tilskadekomne.

Maersk er efter kollisionen blevet orienteret om uheldet. Der skulle angiveligt ikke være sket nogen skade på det store containerskib.

Maersk-skibet er intakt, men det græske skib blev delt i to. Foto: Ritzau Scanpix
Maersk-skibet er intakt, men det græske skib blev delt i to. Foto: Ritzau Scanpix
 

Undersøger kollisionen
Det er endnu uklart, hvordan sammenstødet kunne ske. Indtil videre ved man, at Maersk-skibet påsejlede Kallisto, men de nærmere detaljer er endnu ukendte.

Der skal nu foretages yderligere undersøgelser.

Den græske flåde er i gang med at bugsere Kallisto til den nærliggende ø Salamina for at forhindre, at skibet synker.

De to sårede er bragt til militærhospitalet i Athen.

164 kommentarer
Vis kommentarer