Mæslinge-epidemi: Min søn må ikke færdes frit udenfor

Danske Kaia Tind bor i Berlin, hvor smittefaren for mæslinger er så stor, at læger anbefaler, at babyer undgår tætbefolkede områder

Kaia Tinds lille søn kan først få vaccine mod mæslinger om tre måneder, og derfor rejser familien snart fra Berlin (Privatfoto)
Kaia Tinds lille søn kan først få vaccine mod mæslinger om tre måneder, og derfor rejser familien snart fra Berlin (Privatfoto)

18. februar døde en kun etårig dreng af mæslinger i Berlin. Udbruddet - som lægerne kalder det - er nu så slemt, at flere børnelæger anbefaler, at små børn bliver indendøre for at undgå smitte.

Det tyske ministerium for sundhed og sociale forhold offentliggjorde i fredags en opgørelse over, hvor mange der siden oktober var blevet smittet med den hurtigtspredende sygdom. Ikke mindre end 652 personer er blevet angrebet af sygdommen, og alene i sidste uge blev 80 personer smittet.

Danske Kaia Tind, som bor i Berlin, kan tydeligt mærke, hvordan gaderne de sidste uger er blevet næsten babyfrie på grund af frygten for smitte.

- I mit kvarter plejer det at vrimle med babyer, men siden anbefalingerne er begyndt at lyde på, at små babyer helst ikke må komme ud på grund af smittefaren, så er der næsten ingen småbørn udenfor, siger Kaia Tind, der bor i kvarteret Prenzlauer Berg.

Se også: Danske mæslinger stammer fra Sverige

Det er dog ikke de babyforladte gader, der mest af alt tynger Kaia Tind.

- Min søn er seks måneder gammel og kan tidligst få den første vaccine om tre måneder. Jeg er ret nervøs, for min farmor har haft mæslinger og mistede 80 procent af hørelsen på grund af det, siger Kaia Tind.

Undgå tætpakkede steder
Siden dødsfaldet midt i februar har lægerne i Berlin frarådet forældre at gå ud i alt for tætpakkede områder med deres babyer.

- Min egen læge har sagt til mig, at hun personligt ikke ville gå ud med sin baby, og børnelægerne siger, at vi ikke skal tage babyer med i supermarkeder, offentlig transport og andre steder, hvor der er mange mennesker, siger Kaia Tind.

Problemet er dog, at der ikke er en tidsfrist på, hvor længe babyerne skal holdes indendøre.

- Jeg er lige kommet ud af en fødselsdepression, og det, der virkelig har hjulpet mig, er, at jeg har kunnet færdes frit udenfor med min baby og andre mødre. Hvis jeg får indekuller, så bliver jeg dybt påvirket, siger Kaia Tind og holder en pause.

Den lille fyr tager på onsdag op til sine bedsteforældre sammen med sine forældre for at undgå smittefaren i Berlin (Privatfoto)
Den lille fyr tager på onsdag op til sine bedsteforældre sammen med sine forældre for at undgå smittefaren i Berlin (Privatfoto)

- Jeg er virkelig frustreret over det. Det påvirker jo også mit barn, for jeg kan ikke få lov at lade mit barn være sammen med andre børn, siger Kaia Tind.

Rejser fra Berlin
Kaia Tind og hendes mand vil ikke tage sorgerne på forskud. Men de vil heller ikke risikere, at deres søn bliver syg.

- Det er klart, at min farmors fortid med sygdommen påvirker mig. Måske er jeg også lidt hysterisk, men jeg vil ikke løbe en risiko, og jeg mener, at man skal følge lægernes råd, siger Kaia Tind.

Se også: Tyske mæslinger har krydset grænsen til Sverige

Derfor rejser familien på onsdag ud af Berlin.

- Vi tager op til min svigerfamilie. Derefter kan jeg måske tage på ferie hos mine forældre, men så skal min søn jo undvære sin far, for han skal jo arbejde. Det er frustrerende, og jeg håber virkelig, at det kun tager tre uger mere, som nogle læger foreslår, siger Kaia Tind.

Bærer hvide masker
Indtil da har familien - som mange andre småbørnsfamilier i Berlin - anskaffet sig hvide papirsmasker til at putte på babyerne de steder, hvor der er mange mennesker.

- Det virker lidt uvirkeligt, at babyerne og andre uden vaccine skal have dem på. Det er en rigtig sørgelig situation, siger Kaia Tind fra sin bolig i Tysklands Hovedstad.

Se også: Mæslinger: Fup og fakta om farlig børnesygdom

Selvom Kaia Tind er rigtig ked af, at omstændighederne er, som de er omkring sygdommen lige nu, ønsker hun ikke, at vaccinen skal gøres lovpligtig.

- Man skal ikke tvinge folk. Jeg ville dog ønske, at folk kunne blive bedre oplyst omkring smitten og sygdommen, så de kan tage valget om vaccinen på et oplyst grundlag, siger Kaia Tind.

Fakta om mæslinger

Mæslinger i dag

Berlin er i øjeblikket ramt af det værste udbrud af mæslinger i 14 år. 254 nye tilfælde blev i januar 2015 registreret - flere end halvdelen af de smittede er voksne.

De tyske sundhedsmyndigheder såvel som de danske opfordrer til at blive vaccineret.

Også Sverige har op til weekenden konstateret det første tilfælde af mæslinger, som kan spores direkte til det tyske udbrud. En kvinde, der netop havde besøgt Tyskland, er blevet smittet.

Mæslinger cirkulerer fortsat i en række lande både inden for Europa og i fjernere dele af verden, og giver anledning til store udbrud. WHO har den 25. februar 2015 opfordret alle medlemslande i Europaregionen til at øge vaccinationstilslutningen, således at store udbrud kan undgås, og målet om elimination af sygdommen kan opnås.

(Kilde: Statens Serum Institut)

Så meget smitter mæslinger

Mæslinger er en ekstremt smitsom luftbåren virus. Den smitter blandt andet via hoste.. Viruspartiklerne kan blive hængende i op mod 2 timer , og man kan dermed blive smittet uden overhovedet at have været i nærheden af den smittede person.

(Kilde: Statens Serum Institut)

Symptomer

Mæslinger viser sig ved feber, forkølelse og overfølsomhed over for lys. Tre til fire dage ses et udslæt, som starter i ansigtet og bevæger sig ned over kroppen.

En ud af 15 mæslingesmittede får mellemørebetændelse.

Lungebetændelse ses en ud af 25 med mæslinger.

Hjernebetændelse vil ses hos 1 ud af 2500 med mæslinger.

Blodplademangel vil ses hos 1 ud af 3500 med mæslinger.

I Danmark vil få børn takket være gode hospitalsforhold dø af mæslinger.

Alligevel vil mæslinger koste en ud af 2.500-3.000 livet. Dødeligheden er væsentligt højere i udviklingslande: Her dør mellem en og fem ud af 100 mæslingetilfælde.

(Kilde: Statens Serum Institut)

Hvornår gives vaccinen?

MFR-vaccinen gives i 15-måneders-alderen for at være sikker på, at virkningen ikke bliver forhindret af de medfødte antistoffer. De første 6-12 måneder efter fødslen er barnet beskyttet af sin mors antistoffer mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, som er overført under graviditeten - hvis mor altså er vaccineret eller er blevet immun efter sygdommene. Hvis MFR-vaccinen gives for tidligt, kan antistofferne derfor hindre vaccinen i at virke.

Barnet revaccineres ved fire års alderen. Ældre børn, som ikke har fået 4 års-vaccinen, får anden vaccination i 12 årsalderen.

(Kilde: Sundhed.dk)

1 af 3 Kaia Tinds lille søn kan først få vaccine mod mæslinger om tre måneder, og derfor rejser familien snart fra Berlin (Privatfoto)
2 af 3 Kaia Tinds lille søn kan først få vaccine mod mæslinger om tre måneder, og derfor rejser familien snart fra Berlin (Privatfoto)
3 af 3 Kaia Tinds lille søn kan først få vaccine mod mæslinger om tre måneder, og derfor rejser familien snart fra Berlin (Privatfoto)
142 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere