Magtkamp om arbejdstid fortsætter: På tide at finde en løsning

Mandag kommer kommission med anbefalinger til, hvordan kommuner og lærere kan enes om arbejdstidsaftale

Det var en mærkesag for lærerne at få landet en ny arbejdstidsaftale ved forhandlingerne om nye overenskomster i foråret 2018.

Men det lykkedes ikke at nå til enighed med kommunerne om, hvordan lærerne skal bruges deres arbejdstimer på skolerne.

Parterne blev i stedet enige om at udskyde spørgsmålet og nedsætte en kommission, der skulle komme med anbefalinger inden udgangen af 2019.

Mandag eftermiddag kommer så konklusionerne fra kommissionen med tidligere forvaltningschef Per B. Christensen i spidsen.

Se også: Pedel i kritisk tilstand efter skole-ulykke

Der er meget på spil for både lærere og kommuner, vurderer arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, Aalborg Universitet.

- Det afspejler en form for magtkamp mellem lærerne og deres arbejdsgivere.

- Lærerne vil gerne have deres arbejdstid reguleret ved en central, kollektiv aftale.

- Arbejdsgiverne vil derimod gerne lade arbejdstidsspørgsmålet være en del af ledelsesretten, så det er arbejdsgiveren på den enkelte arbejdsplads, der kan disponere over, hvordan lærerne arbejder, siger Laust Høgedahl.

Som det er nu, er lærernes arbejdstid reguleret ved et lovindgreb tilbage i 2013.

Det skete, da regeringen greb ind i den daværende konflikt mellem lærerne og kommunerne.

Siden blev der gjort to forsøg - i 2015 og i 2018 - på at forhandle en aftale på plads mellem parterne. Men uden held.

Se også: Rekordmange lærere har stemt

Spørgsmålet er, om det kan lykkes denne gang på baggrund af kommissionens anbefalinger.

- Jeg tror, begge parter har en interesse i at få landet en aftale, siger Laust Høgedahl.

- Lærerne er den eneste gruppe på det danske arbejdsmarked, der har sin arbejdstid reguleret ved lov.

- Parterne ved, at det er på tide at finde en løsning på problemet, siger han.

Se også: Her er manden, som skal mægle mellem lærerne og Ziegler

Når kommissionen afleverer sine anbefalinger ved et pressemøde på Gungehusskolen i Hvidovre mandag eftermiddag, er det startskuddet til nye forhandlinger mellem lærerne og kommunerne.

Håbet er, at parterne kan blive enige i løbet af foråret 2020.

Hvis det ikke sker, vil spørgsmålet om en ny arbejdstidsaftale blive sendt videre til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2021.

En kommission har siden september 2018 arbejdet med forslag og anbefalinger til en ny arbejdstidsaftale for lærerne.

Mandag eftermiddag præsenteres resultatet af arbejdet.

* Kommissionen blev nedsat af Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening i forbindelse med overenskomstforhandlinger i foråret 2018.

* Opgaven består i at komme med anbefalinger og forslag til løsninger, der skal indgå i forhandlinger om en arbejdstidsaftale senest ved overenskomstforhandlingerne i 2021.

* I spidsen for kommissionen står tidligere børne- og kulturdirektør i Næstved Per B. Christensen.

* Derudover består kommissionen af syv medlemmer:

* Forskningschef Andreas Rasch-Christensen, professionshøjskolen Via.

* Lærer David Møller, Store Heddinge Skole i Stevns Kommune.

* Skolechef Flemming Skaarup, Horsens Kommune.

* Højesteretsdommer Lars Hjortnæs.

* Lærer Lars Søltoft Buur Holmboe, Mølholm Skole i Vejle Kommune.

* Professor Lotte Bøgh Andersen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

* Skolechef Ulla Riisbjerg Thomsen, Vejle Kommune.

* Tirsdag 17. december er der stormøde i Odense, hvor lærernes tillidsrepræsentanter orienteres om kommissionens anbefalinger.

* 5. februar 2020 har Danmarks Lærerforening indkaldt til ekstraordinær kongres, hvor linjen for arbejdstidsforhandlingerne bliver udstukket.

* Håbet er, at lærerne og kommunerne kan enes om en arbejdstidsaftale i 2020.

* Hvis ikke, vil emnet sandsynligvis igen blive et tema ved overenskomstforhandlingerne i 2021.

Kilder: Danmarks Lærerforening, fagbladet Folkeskolen.

2 kommentarer
Vis kommentarer