Magtkampens kvindelige øjenvidner

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

To kvinder, der kunne erobre fronten i dansk politik. Men også har mod til at fortælle om bagsiden. Foto: Linda Johansen og Jakob Jørgensen
To kvinder, der kunne erobre fronten i dansk politik. Men også har mod til at fortælle om bagsiden. Foto: Linda Johansen og Jakob Jørgensen

Livet som kvinde i top-politik er ikke for de svage.

Helle Thorning-Schmidt og Ritt Bjerregaard gav os i den forløbne uge hver deres fortælling om en branche, hvor mænd er mænd, og kvinder er nogle, der bliver kønsmobbet i større og mindre grad.

Som forhenværende har de begge friheden til at tale. Endda forpligtelse, vil nogle mene.

Der blev skrevet historie i første del af DR-programmet ’Statsministrene’, da landets første og hidtil eneste kvindelige statsminister ved kaffe-snakken med de andre forhenværende og den nuværende, Schlüter, Nyrup, Fogh og Løkke, tog hul på kønsdebatten.

Hun lagde til grund, at hun som kvinde fik ’kønnede’ øgenavne, hvilket fik Løkke til at gribe til morfar-humor. ’Ja, kønnere … hø hø’, lød det fra hans sofahjørne. Mens Fogh fremdrog sit eget øgenavn ’Hulemanden’ som noget, han havde vendt til egen fordel. Det var ikke værre end at blive kaldt Gucci-Helle, sagde han.

Tonen blev alvorligere, da der blev klippet til et strammere setup, hvor Thorning og Fogh diskuterer emnet. Fogh købte simpelt hen ikke præmissen, selv om Thorning fortalte, at hendes frisure var blevet beskrevet som ’kom-og-ta’-mig-hår'. Hun pointerede, at hun var blevet målt og vejet på flere parametre, fordi hun var kvinde, og derfor havde hun flere muligheder for at fejle.

’Den debat er en forældet debat', sagde Hulemanden.

Jeg synes, de scener er de absolut bedste i programmet. Alene fordi det aldrig er sket før, at vi har haft en kvindelig statsminister, der for åben skærm konfronterer mandlige kolleger med, hvad hun ser som forskelsbehandling.

Ritt Bjerregaard foretager også fra sin position som pensioneret politiker og nuværende forfatter en voldsom markering.

Som man kunne læse i Ekstra Bladets interview med hende forleden, er hun af den overbevisning, at de daværende mandlige parti-bosser i Socialdemokratiet mobbede hendes veninde Inge Fischer Møller, da hun imod deres ønske blev næstformand.

Som det står skrevet med Ritts ord i andet bind af hendes erindringer: ’De knoklede hende ned’.

Det er en tragisk historie, Ritt Bjerregaard bruger som afsæt, for Fischer Møller endte med at tage sit eget liv ved at springe i døden fra et hotelværelse.

Det fremgår af bogen, at der var andre faktorer, som spillede ind i forhold til venindens nedtur.  Blandt andet sygdom. Men Ritt lægger ikke skjul på, at historien for hende er symbolsk.

’Hun er en historie om en pris, kvinder har måttet betale undervejs', sagde hun til Ekstra Bladet i denne uge.

Knud Heinesen er en af de parti-bosser, som Ritt mener ’knoklede den uønskede næstformand ned'. Han kan på ingen måde genkende det billede, Ritt tegner.

Skal vi i medierne overhovedet viderebringe disse oplevelser, når andre slet ikke kan genkende dem, vil nogle spørge.

Jeg mener ja, naturligvis under forudsætning af, at modparten høres.

Som de siger med nogen dramatik i indledningen til programmet ’Statsministrene’: ’… for kun de ved, hvad det vil sige at være statsminister i Danmark’.

Med en let omskrivning: ’Kun kvinder i top-politik ved, hvad det vil sige at være kvinde i top-politik'.

 

81 kommentarer
Vis kommentarer