Malou blev forbrændt - reddet af 7-Eleven-ansat

Den 27-årige Ali Akbar blev en af hverdagens helte, da en Mette Heymann og datteren Malou var strandet med udsigt til at skulle vente en hel nat på at komme hjem

Se da Malou og Mette mødte deres redningsmand for første gang. (Foto: Lasse Brøndal)

Herover artiklen kan du se Mette Heymann møde Ali Akbar for første gang siden den dramatiske søndag

Søndag eftermiddag blev en dramatisk for den 23-årige Mette Heymann fra Holbæk. 

Den unge mor havde gæster på besøg, og hun havde derfor lavet kaffe, da en kop væltede ned over hendes tre-årige datter, Malou. 

– Hun skriger op, fordi vandet var kogende. Jeg flår tøjet af hende og smider hende ud under bruseren. Vi ringer efter en ambulance, og hun kommer på Holbæk Sygehus, siger Mette Heymann til Ekstra Bladet. 

Datteren er blevet ramt på det venstre ben, og flere steder falder huden af. En overlæge mener, at det bliver for svært at binde foden ind, så derfor overflyttes lille Malou til Rigshospitalet. 

Efter nogle timer bliver familien udskrevet, og klokken 23.30 tager de ind mod Hovedbanegården. 

– Det næste tog går til Holbæk klokken 5.30, så der står jeg med en forbrændt datter i armene og kan ikke komme hjem. Min telefon er ved at gå ud, så jeg ind i 7-Eleven for at låne noget strøm, siger den unge mor. 

7-Eleven-medarbejder hjalp 

Her prøver Mette Heymann desperat at få fat på familiemedlemmer, der kan komme og hente hende og datteren på Hovedbanegården. 

Det overhører 27-årige Ali Akbar, der er ansat i 7-Eleven. 

– Jeg kan høre på hende, at hun er desperat, og jeg kan se, at Malou har det skidt og er urolig. Jeg har selv en datter på fem år, så jeg kan godt forholde mig til det, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter: 

– Da jeg får fri, ser jeg, at de står ude foran Hovedbanegården, og så går jeg hen og får mig en snak med Malou. Jeg falder fuldstændig for hende, så hun skal selvfølgelig hjem og sove i sin egen seng med sin mor. 

Ali Akbar tager turen på de 74 kilometer i regnvejr og kører de to piger hjem til deres lejlighed. 

Overvældet af ros

Siden søndag eftermiddag har Mette Heymann og hendes redningsmand ikke haft kontakt.

Den unge piges mor skriver dog et opslag på Facebook om Ali Akbars heltegerninger, og det går pludselig viralt. 

Opslaget får over 1500 delinger, og det strømmer ind med beskeder til både Ali og Mette. 

– Jeg bliver helt overvældet. Det var aldrig meningen, at der skulle være så meget hype omkring mig. Men hvis jeg kan inspirere andre mennesker til at gøre det samme, så er det okay, lyder det beskedent fra Ali Akbar. 

Ekstra Bladet møder begge parter på Hovedbanegården, hvor Mette Heymann for første gang siden søndag møder sin redningsmand. 

– Jeg er simpelthen så taknemlig. Jeg synes, det er så dejligt, at nogle ville gøre det for helt fremmede mennesker, siger den glade mor. 

155 kommentarer
Vis kommentarer