Mand dræbt i hajangreb i Australien

En mand i 50'erne mistede natten til tirsdag livet i delstaten New South Wales

Foto: Alberto Carrera
Foto: Alberto Carrera

En mand i 50'erne blev på brutal vis slået ihjel under et hajangreb i Australien natten til tirsdag dansk tid.

Det skriver det internationale nyhedsbureau Reuters.

Manden blev angrebet på Tuncurry Beach i delstaten New South Wales i forbindelse med, at han var ude og surfe. Her blev han bidt i den øvre del af låret, og det endte med at koste manden livet. Det var en håndfuld strandgængere der fik øje på manden, og trak ham ud af vandet.

- På trods af, at vores reddere og forbipasserende gjorde deres absolut bedste, kunne vi ikke genoplive manden, skriver de lokale redningsmyndigheder på Twitter.

Hajjagt med drone
Den voldsomme hændelse fik de lokale myndigheder til efterfølgende at lukke alle strandene i området. Der blev ligeledes sat en eftersøgning i gang med droner, hvor man forsøgte at finde frem til den haj, der var skyld i det brutale angreb.

Det lykkedes også en lokal organisation, der pludselig fik øje på to hajer i området.

- Det er hidtil uset. Jeg har aldrig set et hajangreb i dette område før, sagde Brian Wilcox, leder af Lower North Coast Surf life.

Sidste gang der var et hajangreb med døden til følge i Australien, var da en 55-årig surfer mistede livet i november sidste år.

Danske Kristoffer overlevede et hajangreb, men han er stadig præget af hændelsen.