Mand fik skader for livet efter frisør-besøg: Nu advarer han alle mod denne behandling

En 45-årig mand har stadig alvorlige mén efter en tur hos frisøren for fem år siden

45-årige Dave Tyler fik et slagtilfælde efter en hårvask. I dag lider han blandt andet af nystagmus, som gør, at han ser dobbelt og ikke kan styre sine øjenbevægelser. Foto: SWNS
45-årige Dave Tyler fik et slagtilfælde efter en hårvask. I dag lider han blandt andet af nystagmus, som gør, at han ser dobbelt og ikke kan styre sine øjenbevægelser. Foto: SWNS

En mandag i marts 2011 fik 45-årige Dave Tyler vasket og klippet sit hår hos stamfrisøren Headmasters i Brighton i England.

Og selvom det var den samme behandling, han plejede at få, skulle lige netop det frisørbesøg gå hen og blive ét, han aldrig glemte. Det skriver britiske Metro.

Tre dage efter, at han havde været hos frisøren, mistede Dave Tyler pludselig følelsen i hele den højre side af kroppen, og besvimede, mens han var på vej på arbejde.

Den 45-årige brite blev kørt på hospitalet for fuld udrykning, og her fik han at vide, at han havde haft et slagtilfælde. Det resulterede i, at han måtte tilbringe tre måneder på hospitalet, efterfulgt af seks måneders genoptræning, før han kunne vende tilbage til sit arbejde.

I dag, fem år senere, har Dave Tyler stadig alvorlige mén efter sit slagtilfælde. Han kan blandt andet ikke længere køre bil, han har problemer med sin balance, og han oplever ofte store temperatursvingninger.

Lægerne mener, at Dave Tyler fik en blodprop, da han fik vasket sit hår hos frisøren. Lægerne kendte det allerede som ’beauty salon stroke syndrome’ (frisør-slagtilfælde-syndromet, red.) og forklarer det ved, at nakken under hårvasken er blevet så hårdt presset mod vasken, at det har beskadiget nakkens blodårer.

Dave Tyler har lagt sag an mod frisøren i Brighton, og sagen endte med et forlig på 90.000 britiske pund, svarende til næsten 800.000 kroner.

Nu ønsker han at fortælle sin historie, for at flere kan blive opmærksomme på problemet med hårvask hos frisøren, som angiveligt også er sket for to kvinder i henholdsvis Hertfordshire og San Diego.

42 kommentarer
Vis kommentarer