Mand med muskelsvind udvist - nu får han lov til at blive
Afghansk flygtning skal dø af sin sygdom, men blev udvist - nu får han lov til at blive, efter sagen kom frem i Ekstra Bladet
Ehsan Nayebi lider af en alvorlig muskelsvind og har brug for adgang til respirator og lægehjælp. Nu har myndighederne ændret deres afgørelse om at smide den 31-årige flygtning ud af Danmark og givet ham en humanitær opholdstilladelse. (Foto: Jonas Olufson)
Følger SamfundFølg Samfund
- Hvis man tager behandlingen fra ham, så vil han være død inden for ganske få år.
Sådan lød en af de lægelige vurderinger af, hvilket liv der venter den afghanske flygtning Ehsan Nayebi.
I slutningen af oktober 2014 kunne Ekstra Bladet afsløre, hvordan de danske udlændingemyndigheder har udvist den 31-årige mand - uden at tjekke om han kan blive behandlet i sit hjemland.
Og nu har de samme myndigheder så ændret deres beslutning, oplyser Ehsans advokat Helle Holm Thomsen:'
'Ehsan har fået brev om, at han har fået humanitær opholdstilladelse,' skriver advokaten i en mail til Ekstra Bladet.
Videoreportage: Jonas Olufson (TV) og Heine Jørgensen (redigering)
Derimod er det fortsat usikkert, om Ehsans far får lov til at blive i Danmark sammen med hans syge søn:
'Ehsans far er meddelt afslag, men den er sendt til Udlændingestyrelsen for, at de skal vurdere, om han kan få opholdstilladelse efter en anden bestemmelse,' oplyser advokaten videre.
Hos Muskelsvindfonden, der har støttet Ehsan i hans sag, tror udviklingschef Jørgen Lenger ikke, at afgørelsen får principiel betydning:
- Det er naturligvis meget glædeligt, at myndighederne nu følger lægernes klare vurderinger i Ehsans sag og giver ham ophold i Danmark.
- Men jeg tror ikke, at sagen får principiel betydning for, at en større gruppe af udlændinge med muskelsvind nu bare kan tage ophold her.
- Hvorfor ikke?
- Fordi den slags sager altid afgøres ud fra den enkeltes situation. Sådan er loven jo skruet sammen. Og Ehsans sag er så special - hvor han både har muskelsvind og problemer med at trække vejret - at det kun vil være, hvis der kommer en ny 'Ehsan' til Danmark, at afgørelsen kan få betydning for andre.
- At hvis man ikke får opbakning til at kæmpe sin sag, så er det meget svært at få medhold.
- Det gælder jo også i de mange sociale sager, hvor danskere er kommet i klemme i systemet. Det er trist, at det er sådan, men det er bare fakta: uden opbakning til at kæmpe for sit ret, så er det meget svært, vurderer Jørgen Lenger.
Johanne: Alvorligt syge skal altid hjælpes
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen glæder sig over, at justitsministeriet nu har lavet en kovending i sagen om Ehsan Nayebi:
- Det er rigtig godt at Ehsan har fået opholdstilladelse. Det giver ham den ro, han har behov for, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Ekstra Bladet.
Hun er dog stærkt kritisk over for, at ministeriet ikke generelt giver humanitært ophold til andre alvorligt syge flygtninge. I stedet sker det kun i ganske enkelte sager og med meget specielle begrundelser:
- Det undrer mig meget, at Justitsministeriet ikke generelt opfatter fremskreden muskelsvind som så alvorlig en sygdom, at det i sig selv kan give humanitært ophold.
Hun forstår heller ikke, at ministeriet nu er parat til at smide Ehsans far ud af landet:
- Vi har jo tidligere set, hvordan to brødre begge fik humanitært ophold, fordi den ene var ramt af muskelsvind og var afhængig af sin brors hjælp.
Ministeriet: Der er nye oplysninger Justitsministeriet fastholder i en skriftlig udtalelse til Ekstra Bladet, at der er kommet nye oplysninger i sagen. Derfor er der nu truffet en anden afgørelse:
’Justitsministeriet har ingen kommentarer til den konkrete sag. Det kan generelt oplyses, at en sag kan genoptages, hvis der kommer nye oplysninger frem.'
'Det skal dog være oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen.’
’Derudover kan det oplyses, at det naturligvis er de faglige (herunder lægelige) oplysninger og ikke en given sags eventuelle presseomtale, der er udslagsgivende for afgørelser i sager om humanitær opholdtilladelse.’