Mand smittet med coronavirus i Tyskland

En tysk statsborger er blevet smittet med coronavirus af en anden person i Tyskland

Endnu et europæisk land har konstateret coronavirus. Forstå her, hvordan virusset har spredt sig fra Kina. Video/redigering: AP/Reuters/Mikkel Cramon

En mand er blevet smittet med coronavirus fra en anden person i Tyskland.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Manden er indlagt til observation på et hospital i Starnberg cirka 30 kilometer fra München.

Patienten har det godt, men er i isolation, skriver Reuters.

Krimi Dødstallet efter coronavirus overstiger 100 i Kina

En talsmand for sundhedsministeriet i Bayern siger, at risikoen for infektion blandt befolkningen i den tyske delstat bliver betragtet som lav.

Vurderingen kommer fra en ekspertgruppe fra LGL og forskere fra Robert Koch Institut, der er den tyske regerings institution for sygdomskontrol og -forebyggelse.

De personer, som har været i tæt kontakt med den smittede mand, er blevet undersøgt for symptomer og orienteret om sikkerhedsforanstaltninger.

Det nye virus, der stammer fra den kinesiske by Wuhan, har hidtil dræbt 80 mennesker i Kina. Yderligere er mindst 2744 personer på tværs af landet blevet smittet.

De kinesiske myndigheder har forsøgt at begrænse smitten ved at lukke hele byer ned. Det sker midt i fejringen af det kinesiske nytår, hvor millioner af mennesker normalt rejser hjem for at besøge familie.

Myndighederne vurderer, at langt over 5000 mennesker bærer virusset.

Det reelle tal kan dog være langt højere. Det fortalte Gabriel Leung, leder af medicinfakultetet på universitetet i Hongkong, mandag.

Ifølge Gabriel Leung indikerer forskning, at der sandsynligvis er tale om omkring 44.000 smittede.

Der er også bekræftet tilfælde af det dødelige virus i Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Nepal, Vietnam, Canada, Saudi-Arabien, Singapore, USA, Frankrig og Australien.

27 kommentarer
Vis kommentarer