'Manden i den krøllede habit' er død

Grænsekøbmanden Kay Uwe Jensen er torsdag afgået ved døden

Kay-Uwe Jensen omgivet af sine elskede antikviteter. Billedet er taget kort før hans død. Foto: Poul Klavsen
Kay-Uwe Jensen omgivet af sine elskede antikviteter. Billedet er taget kort før hans død. Foto: Poul Klavsen

Grænsekøbmanden Kay-Uwe Jensen, der i folkemunde er kendt som manden i den krøllede habit, er afgået ved døden. Det bekræfter hans mangeårige nære ven Kenneth Larsen over for Ekstra Bladet.

- Ja, han døde her i torsdags. Han havde fået lungekræft, som galoperede rundt i kroppen og også gik i hjernen. Det gik hurtigt til sidst, han kom på hospitalet onsdag, og dagen efter var han død, siger han.

Kay-Uwe Jensen blev 71 år og var halvt tysk og halvt dansk. Han stod bag en række butikker lige syd for grænsen, der siden 90'erne har forsynet danskere med billige smøger, øl og sodavand.

Se også: Nyt røveriforsøg mod grænsekøbmand

Den driftige og utraditionelle entreprenør solgte sine forretninger i 2006 på grund af stigende konkurrence, men havde til det sidste gang i nye projekter og var ved godt mod. Det fortæller Kenneth Larsen:

- Han var frisk og fuld af gåpåmod til det sidste, og han havde planer om nye forretninger med antikviteter.

Kay-Uwe Jensen favnede bredt i sit forretningsliv. Ud over grænsebutikkerne drev han en stribe værtshuse og natklubber i Flensborg og opbyggede sideløbende med de indbringende forretninger en af Danmarks største og mest kostbare samlinger af antikviteter.

Flensborg-samlingen, som den blev døbt, blev i midten af 90'erne solgt for omkring 50 millioner kroner.

Han brugte en stor del af sin formue på velgørenhed og på at opkøbe og restaurere gamle bygninger i Flensborg, hvor hans forretningsimperium blev grundlagt.

Se også: Kendt grænsekøbmand forsøgt myrdet

I juni sidste år mistede den kulørte forretningsmand nær livet, da han blev overfaldet af sin 21-årige, psykisk syge søn.

Sønnen slog Kay-Uwe Jensen 15-20 gange i hovedet med en sten, og politiet måtte yde livreddende førstehjælp, da de ankom til haven bag Kay-Uwes hus, hvor overfaldet fandt sted.

Kenneth Larsen understreger, at Kay-Uwe Jensens død ikke havde noget med det voldsomme overfald at gøre.

- Nej, det havde det ikke. Det var en slem omgang, men han var kommet sig over det, siger vennen, der selv hjalp til med at få Kay-Uwe ovenpå efter den dramatiske episode sidste år.

Også flere gange tidligere måtte Kay-Uwe Jensen stå model til voldelige overfald, fordi hans formue gjorde ham til et eftertragtet offer for røvere.

Se også: Farverig købmand i betalingsstandsning

For lidt over ti år siden blev han overfaldet og røvet ikke mindre end tre gange inden for blot et år.

I oktober 2003 overfaldt gerningsmænd ham i hans eget hjem og frarøvede ham 200-300.000 euro.

I marts 2004 og oktober 2004 blev han igen udsat for overfald og røveri, begge gange i sin grænsebutik i Flensborg, hvor bevæbnede røvere slog til.

Kay-Uwe Jensen var i modsætning til mange andre forretningsfolk ikke bange for at tiltrække sig opmærksomhed, og særligt i 90'erne poserede han flittigt på reklamemateriele for sine grænsebutikker. De danske kunder valfartede, ofte i bus, ned til de afgiftsfri varer på Kay-Uwes hylder. Det var hans afslappede forhold til sin påklædning, der gav ham det kærlige tilnavn 'manden i den krøllede habit'.

Han efterlader sig sin kone, Viola, og to voksne tvillingedrenge.

1 af 2 Store armbevægelser. Sådan var den kulørte grænsekøbmand Kay-Uwe Jensen. Foto: Karsten Sørensen
2 af 2 Kay-Uwe Jensen omgivet af sine elskede antikviteter. Billedet er taget kort før hans død. Foto: Poul Klavsen
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere