Det er stadig et tabu, hvis mor og far drikker lidt for meget rødvin, øl eller whisky. Og mange børn taler slet ikke med nogen om forældrenes misbrug.
Det viser nye tal fra organisationen Tuba, der rådgiver børn og unge af alkohol- og stofmisbrugere.
Tuba har talt med 1600 unge i 2017. 47 procent af dem svarede, at de ikke talte med nogen om forældrenes alkoholproblem, da de var børn.
- Vi er stadig rigtig langt fra at have brudt det tabu, at børn vokser op med en alkoholmisbrugende far eller mor. Det er bekymrende for os at se, at så mange vokser op, uden at de får talt med nogen voksne i deres barndom.
- Det har katastrofale følger i deres senere liv, hvis vi ikke får gjort noget ved det, siger Henrik Appel, landsleder i Tuba,
Det kan ifølge landslederen blandt andet resultere i dårligt selvværd, angst, spiseforstyrrelser og problemer med at være i relationer.
- Konsekvenserne ved at vokse op med en misbrugende forælder er store, og jo tidligere vi kan sætte ind, jo hurtigere kan vi også hjælpe hele familien, siger Henrik Appel.
Ud over de unge, som aldrig havde talt med nogen, svarede 20 procent, at de i løbet af deres barndom havde talt med den forælder, som ikke drak.
Mens 28 procent svarede, at de havde talt med en søskende.
Det er ifølge Henrik Appel vigtigt at gribe ind, hvis man kender nogen med et misbrug.
- Vi har alle sammen en forpligtigelse til at blande os. Så hvis du har en fornemmelse, en antagelse om, at naboen eller gode venner drikker for meget, så grib ind. Tal med familien om det. Hvis det er svært, så lav en underretning til kommunen.
- Det vigtigste for os er, at man griber ind. Det er ikke kun det offentliges ansvar. Vi har alle sammen et ansvar, siger han.
Der er 122.000 børn mellem 0-18 år, som har forældre med misbrug ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen.