Mange butiksansatte føler sig presset til at gå syge på arbejde

Tæt ved halvdelen af alle HK Handels medlemmer har oplevet at føle sig presset til at tage på arbejde på trods af sygdom

Arkivfoto: Colourbox
Arkivfoto: Colourbox

Oplever du tit, at kassedamen sidder med rød næse og snøfter? Du er sandsynligvis ikke den eneste. 

Næsten halvdelen af fagforbundet HK Handels medlemmer har følt sig presset til at tage på arbejde, før de var blevet raske. 

Det viser en ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Epinion for HK Handel, hvis medlemmer arbejder i butik, på kontor eller lager i handelsbranchen. 

Læs også: Chefer i panik: Åh, nej, nu er der for få arbejdsløse

At så mange føler sig presset til at tage på job, selvom helbreddet halter, er ifølge fagforeningen langt fra i orden.

- Når man er syg, er man syg og skal ikke presses til at arbejde. Og der er alt for mange, der oplever, at de bliver, siger faglig chef i HK Handel Kim Jensen til Avisen.dk. 

Risiko for at blive syg igen
I undersøgelsen svarer 45 procent, at de har følt sig presset til at komme på arbejde, før de var raske.

Læs også: Overlæger advarer: Svage bliver mere syge af ressourceforløb

Gør man det, kan det ifølge Kim Jensen være til skade for andre, end dem man risikerer at smitte.

- Hvis man hele tiden føler, at man skal skynde sig tilbage på arbejde, er der risiko for, at man ikke bliver rigtig rask, siger Kim Jensen.

Både det og risikoen for at smitte kollegaer vil i sidste ende resulterer i flere sygedage.

Chefen ringer
Undersøgelsen viser også, at omkring hver sjette medlem har oplevet, at deres chef ringer og spørger, hvad de fejler.

Men det må de ikke.

- Det er i strid med reglerne. Indtil man bliver rask, skal de lade en være i fred, siger Kim Jensen.

Han ser derfor gerne, at der bliver strammet op, og at de nysgerrige ledere kommer en tur på skolebænken.

Kim Jensen opfordrer samtidig folk til at tage en snak med chefen, hvis vedkommende bliver ved med at ringe. Retter de ikke ind, bør man kontakte ens fagforening. 

Arbejdsgivere: Menneskelig interesse
Når chefer alligevel ringer for at høre, hvad deres ansatte fejler, bør du ikke blive stødt.

Det mener ansættelsesretschef i Dansk Arbejdsgiverforening, Flemming Dressen. 

- Arbejdsgivere er jo også mennesker. Så det kan være helt almindelig interesse for deres ansatte, der gør, at de ringer og hører, hvad der er galt, siger Flemming Dressen til Avisen.dk.

Han pointerer, at det også kan gøre det nemmere for chefen at lægge vagtplaner, hvis han eller hun har en nogenlunde idé om, hvor længe den ansatte vil være syg. Og så kan det hjælpe at vide, om det er en influenza eller et brækket ben. 

Flemming Dressen slår dog også fast, at chefen til en hver tid må respekterer de ansattes privatliv. Så vil du ikke oplyse din chef om, hvad du fejler, skal du bare sige nej. 

Han vil også gerne gøre det klart, at man er ikke bør tage på arbejde.

- Er man syg, skal man blive hjemme. Så det skal cheferne selvfølgelig heller ikke presse en til, siger Flemming Dressen.

Læs også: Er du skyldig? Dette irriterer dine kolleger

31 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere