Næsten hver sjette af de omikronsmittede patienter, der har været indlagt på sygehusene mellem 22. november og frem til jul, er blevet smittet på hospitalet.
Det viser en rapport fra SSI, der blev udgivet 29. december, og som Berlingske har beskrevet.
Det drejer sig om 50 personer ud af de 313 omikronsmittede, der var indlagt, og i rapporten betegnes smitten i gruppen som 'hospitalserhvervet'.
Det betyder, at patienterne er blevet testet positive for omikron 48 timer eller mere efter indlæggelsen.
For patienter med andre varianter er omtrent hver 13. tilfælde, af dem der var indlagte, smittet på hospitalet. I alt var 1434 testet positive for en anden variant end omikron, hvoraf 105 af dem blev smittet på hospitalet.
- Vi har aldrig set noget, der bare minder om denne situation før. Covid-19 har sat en helt ny standard på dette område. Det er simpelthen en mere smitsom virus, end vi har set tidligere, og som giver større udfordringer end andre hospitalsinfektioner, siger Hans Jørn Kolmos til Berlingske.
30 hospitalsudbrud
Almindeligvis opfordres danskere til at blive coronatestet forud for hospitalsbesøg, men i mange tilfælde kan det ikke lade sig gøre, fordi patienter bliver akut indlagt og uden foregående aftale.
Berlingske skriver, at der de seneste tre uger er registreret 30 hospitalsudbrud med coronavirus, og at der har været 700 tilfælde af coronatilfælde hos medarbejdere i samme periode.
I øjeblikket er der krav om, at besøgende på landets hospitaler skal fremvise coronapas, men det gælder ikke for nære pårørende.
Patientorganisationer opfordrer sundhedsmyndighederne til at undersøge, om det skal ændres, ligesom Danske Patienter vil have andre bud på, hvordan man kan dæmme op for smitten, på bordet.