Mangler værnemidler: Personalet bruger svømmebriller som beskyttelse

Der er mangel på værnemidler, som kan beskytte mod coronavirus, og region har indkøbt alternativer

Der er frygt for mangel på værnemidler, eksempelvis mundbind og ansigtsvesir, i hele landet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er frygt for mangel på værnemidler, eksempelvis mundbind og ansigtsvesir, i hele landet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I Region Syddanmark er der mangel på særligt mundbund og ansigtsvesir, og for at beskytte sundhedspersonalet mod coronavirus har regionen indkøbt svømmebiller.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Vi må tænke alternativt og kigge andre steder hen. Vi har f.eks. købt en masse svømmebriller, og vi har også kig på fyrværkeribriller som alternativer til de mere klassiske visirer, siger regionens direktør Kurt Espersen.

Virus skal ind i kroppen gennem slimhinderne. Det kan være mund, næse og øjne, som derfor også helst skal beskyttes.

Ekstra Bladet har de seneste dage kunne afdække, hvordan manglen på mundbind og andre værnemidler er kritisk i sundhedsvæsenet.

I weekenden måtte Lægemiddelstyrelsen, som under coronaudbruddet har fået ansvar for værnemidler, derfor opfordre landets hospitaler til at spare så meget som muligt på håndsprit og ansigtsmasker.

Samtidig opfordrede Joachim Hoffmann-Petersen, der er overlæge og formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, regeringen til at række ud til den samlede danske industri og opfordre til produktion af værnemidler.

- Der skal produceres i hundredtusindvis af forskellige værnemidler, inden ugen er omme, lød opfordringen søndag til Ekstra Bladet.

'Situationen er alvorlig'
Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), lægger heller ikke skjul på, at der er mangel på værnemidler til landets sundhedspersonale.

- Over hele landet er situationen omkring værnemidler alvorlig. Derfor er der også brug for, at vi sparer mest muligt på værnemidlerne uden at gå på kompromis med hverken patienterne eller medarbejdernes sikkerhed, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, til Jyllands-Posten.

Mandag eftermiddag oplyste Lægemiddelstyrelsen, at en del af Danmarks industri vil blive omstillet til produktion af værnemidler.

28 kommentarer
Vis kommentarer