Mars-mysterie: Prøve forsvundet

NASA-ingeniører forsøger stadigvæk at finde ud af, hvor jordprøven fra Mars er blevet af, og hvordan de kunne miste den

Mars-mysterie: Prøve forsvundet

Perseverance landede sikkert på Mars 18. februar 2021.

Alt så ud til at virke til perfektion, da det nyligt opsendte Mars-køretøj Perseverance fredag 6. august begyndte at bore i planetens overflade. Nasa-analytikere fik sig dog noget af en overraskelse, da de efterfølgende kunne konkludere, at metalrøret - hvor jordprøven skulle opbevares og analyseres - var tomt. Det skriver Nasa i en pressemeddelelse.

Nasa tror ikke på, at der er noget galt med 2,2 milliarder kroner dyre køretøj. De mistænker imidlertid, at jorden på Mars ikke har reageret som forventet på boringen.

Nasa har kunnet følge med, imens Perseverance borede et hul i overfladen. Foto: Ritzau Scanpix
Nasa har kunnet følge med, imens Perseverance borede et hul i overfladen. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Over de næste par dage vil vores hold bruge mere tid på at analysere vores data samt tilegne sig yderligere information for  at forstå årsagen til det tomme metalrør, siger projekt-manager for Perseverance Jennifer Trosper.

Perseverance har et boresystem, der kan indsamle sten- og jordprøver på størrelse med en finger. Meningen er, at prøverne skal samles og pakkes i titaniumcylindre. Før man pakker prøven, bruges et kamera til at anslå mængden af indsamlet materiale, og det blev her åbenlyst for Nasa, at jordprøven var forsvundet. Videnskabsdirektør i Nasa, Thomas Zurbuchen, er overbevist om, at ingeniørerne snart vil gennemskue, hvorfor jordprøven er forsvundet.

- Jeg er sikker på, at vi har det rigtige hold til at arbejde på det, og at vi vil arbejde mod en løsning, der garanterer fremtidig succes, siger han.

Missionen for Perseverance er at forsøge at konkludere, hvorvidt der er eksisterende eller tidligere liv på Mars. En af måderne at gøre det på er ved at indsamle jord- og stenprøver fra planeten.