Martin tordner mod EasyPark: Parkering for 14 kr blev til bøde på 650 kr

- Jeg føler mig snydt, og jeg er skuffet, lyder det fra Martin Nielsen, der for et par uger siden fik en parkeringsbøde, selvom han havde betalt for sin parkering

Martin Andersen er langt fra tilfreds med CarPark. Foto: Privatfoto
Martin Andersen er langt fra tilfreds med CarPark. Foto: Privatfoto

Ved du noget om sagen, eller har du oplevet noget lignende? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

49-årige Martin Nielsen fra Slagelse fik sig en ubehagelig overraskelse, da han om formiddagen 7. april kørte fra Slagelse til København for at se sin søn spille fodboldkamp ved KB Hallen.

Her parkerede han ved p-pladserne foran hallen ved hjælp af appen EasyPark, som han har benyttet sig af mange gange før.

- Jeg har før brugt appen uden problemer. Så jeg startede appen som altid. Her kunne jeg se, at appen registrerede mig til en anden lokation, end hvor jeg egentlig holdt, så jeg sørgede for, at jeg med 'musen' stod markeret på den position, hvor jeg var, og så gik jeg ud fra bilen med min søn og så ham spille kampen, fortæller Martin Nielsen til Ekstra Bladet.

Efter et par timer vendte han sammen med sønnen tilbage til sin parkerede bil. Her lå der til Martin Nielsens store forundring en parkeringsbøde på 650 kroner, som ventede på ham i forruden.

- Jeg blev noget overrasket over, at jeg havde fået en parkeringsbøde, og jeg syntes virkelig, at det var underligt. Jeg kunne aldrig drømme om at parkere uden at betale. Jeg havde jo også fået en kvittering for, at jeg havde betalt, siger han og fortsætter.

- Det smarte ved appen er jo, at man kan stille på tidspunktet undervejs, så man ikke smider for mange penge i automaten. Det havde jeg gjort et par gange under kampen, og jeg havde ikke oplevet problemer overhovedet. Jeg havde ikke fået meldinger om, at noget var galt. Så jeg forstod ikke, hvad der foregik, og hvorfor jeg skulle have en bøde.

Hvad er EasyPark?

  • EasyPark er en app, hvor man kan starte, stoppe og forlænge sin parkering via mobilen. Hensigten er, at man kun betaler for den tid, man parkerer og samtidig undgår parkeringsbøder. Man undgår ligeledes at benytte sig af parkeringsautomater.
  • Fra mobilen er det både muligt at afslutte din parkeringsperiode, at forlænge parkeringen efter behov og at betale med kreditkort efter endt parkering.
  • Når man parkerer, indtaster man blot områdenummeret, man ønsker at parkere i, bilens registreringsnummer og angiver, hvor længe man som udgangspunkt ønsker at parkere.
  • Appen kan via gps-funktion også selv finde frem til, hvilken områdenummer man holder i.

Kilde: EasyPark

Registreret forkert sted
Da Martin Nielsen kom hjem til sit hus i Slagelse et par timer efter, kiggede han nærmere på parkeringsafgiften.

Her kunne han se, at appen havde registreret ham i en forkert parkeringszone. Selvom han havde holdt parkeret ved KB Hallen, var han blevet registreret til at holde på en parkeringsplads på Peter Bangs Vej. Det resulterede i en bøde.

Han tog derfor både kontakt til Carpark, der havde udstedt bøden, og EasyPark.

Se også: Kommune sælger alt for mange p-licenser - med fuldt overlæg

Hos EasyPark var der dog ifølge Martin Nielsen ikke meget hjælp at hente.

- EasyPark afviste sagen klokkeklart med henvisning til deres forretningsbetingelser. De påpegede, at de har skrevet i deres betingelser, at man altid selv skal sikre, at man er i den rigtige zone, og at det er ens eget ansvar. Men jeg havde jo placeret mig i den rigtige zone, og alligevel får jeg en bøde, og der er jo ingen, der læser de forretningsbetingelser, hvor det hele står med den mindste skrift, siger han.

Martin Nielsen tror, at en fejl i appen kan være grund til, at han modtog bøden.

Her ses EasyParks app. Når man bruger appen kan man løbende indstille sin p-skive. Flere danskere mener dog ikke, at den virker, som den skal. Foto: EasyPark
Her ses EasyParks app. Når man bruger appen kan man løbende indstille sin p-skive. Flere danskere mener dog ikke, at den virker, som den skal. Foto: EasyPark
 

- Jeg tænker umiddelbart, at der godt kan være en fejl i appen. For den er tilsyneladende selv hoppet tilbage på en anden zone, fordi den ikke har kunnet registrere parkering i den zone, hvor jeg stod. Og så er appen jo ikke længere smart, som den burde være, så hvad er formålet med at bruge den i så fald?, siger Martin Nielsen, der efter flere samtaler med EasyPark så sig nødsaget til at betale parkeringsafgiften. 

Det forhindrede ham dog ikke i at skrive en negativ anmeldelse på Trustpilot og kvittere med én enkelt stjerne.

- I fortjener slet ingen stjerner. Som så mange andre har jeg også fået en afgift, fordi appen registrerer en forkert zone, selvom jeg aktivt flyttede min position på kortet. Klagen bliver afvist, og man spørger, om jeg evt. ønsker at få mine 14,25 kroner retur. Flot gestus. Betingelser eller ej, super dårlig app. Behold bare de 14,25 og gør andre en tjeneste og få jeres skod app til at virke. Jeg er smuttet, skrev han i anmeldelsen på Trustpilot.

Vil ikke bruge app igen
Ifølge Martin Nielsen føler han sig snydt og ladt i stikken af EasyPark, som han ikke mener har ydet en ordentlig service.

- Jeg er skuffet, og jeg føler ikke, at jeg blev taget seriøst af EasyPark. Carpark er jo i sin ret til at give mig en bøde, men EasyPark vil ikke stå ved, at de har et ansvar. Jeg har jo gjort, som jeg skulle, og jeg har betalt mine 14 kroner for min parkering. Det er jo løjerligt, at jeg alligevel får en bøde. Jeg føler mig ærlig talt snydt, siger han og fortsætter.

- De blev ved med at sige, at de gerne ville se nærmere på min sag, men der skete intet. De var samtidig virkelig lang tid om at svare, og når de så endelig svarede, så afviste de mig blankt, selvom jeg klagede flere gange. De må jo have kunnet se, at jeg har været parkeret i det område, men de vil ikke gå nærmere ind i det.

På grund af den dårlige oplevelse vil Martin Nielsen nu afholde sig fra at bruge appen i fremtiden.

Se også: Diplomater blæser på parkeringsbøder: - Vi bliver chikaneret

- Jeg gider ikke bruge deres app igen. Det gider jeg simpelthen ikke risikere. Jeg har også været i kontakt med andre, der har oplevet det samme som mig, og det er ikke det værd. Der er jo tydeligvis et problem med deres app, siger han og fortsætter.

- Jeg er godt nok 'pissed'. Det må jeg indrømme.

Dårlige anmeldelser
Martin Nielsen er dog langt fra den eneste dansker, der har oplevet problemer med EasyPark.

På Trustpilot vælter det ind med dårlige anmeldelser til parkeringsappen. Her fortæller flere danskere, at de haft en lignende oplevelse.

Nogle har ikke kunnet placere 'musen' det sted, hvor de har parkeret, og andre er blevet registreret et sted, hvor de slet ikke har holdt, men alligevel fået en bøde.

- Stol aldrig på EasyParks app. Jeg havde i første omgang ikke fundet det rigtige område. Jeg kontrollerede derfor igen og fik aktiveret parkeringen. Da jeg kom tilbage en time senere, lå der et standard kontrolgebyr på 795 kroner, skriver Tore.

- Jeg vil opfordre alle til ALDRIG at bruge deres app til parkering! Jeg brugte den i sidste uge. Som jeg så ofte gør, benyttede jeg også denne gang gps-lokation og startede herefter min parkering. Det viser sig at være en forkert områdekode, som deres app har opfanget, og grundet deres app har jeg nu modtaget en bøde, skriver Line og fortsætter. 

- Jeg har kontaktet dem og er dybt utilfreds med hele håndteringen, da de nu fralægger sig alt ansvar og påpeger, det er mit eget ansvar at søge for, at områdekoden er korrekt. Det kan jeg til dels godt følge dem i, men hvad er så meningen med deres app og dens gps-lokation, der skal finde den rigtige områdekode? Det er i hvert fald sidste gang, jeg bruger deres app, lyder det videre.

Se også: Diplomater skider på parkeringsbøder: Her er de største syndere

- Jeg fik en parkeringsbøde på grund af EasyPark. Jeg brugte kortfunktionen, da jeg parkerede på Papirøen og brugte kortets placering af min bil til at betale for parkeringen. Appen placerede mig rigtig på kortet, men brugte Københavns Kommunes zonenummer, hvilket jeg naturligvis ikke opdagede, fordi jeg stolede på EasyPark. Og ak, det kostede en parkeringsbøde. EasyPark vasker hænder, nægtede enhver form for ansvar, så de har kostet mig en parkeringsbøde. Men app'en er hermed slettet på min telefon, lyder det fra Birgitte.

Martin Nielsen er langt fra tilfreds med EasyParks service. Foto: Privatfoto
Martin Nielsen er langt fra tilfreds med EasyParks service. Foto: Privatfoto
 

Kundens eget ansvar
Til Ekstra Bladet forklarer Bernd Reul, der er landechef i EasyPark Danmark, at det generelt er kundens eget ansvar, at der bliver købt billet til den rigtige parkeringszone.

- Det er et generelt problem, at gps'en kan svinge i nøjagtighed, og derfor vil der være kunder, der kommer ud for, at de ved at bruge den uden at kigge nærmere på deres lokation vil blive opkrævet en bøde. Vi gør, hvad vi kan for at minimere risikoen for, at det sker og for at sikre, at kunden ikke er i tvivl om, hvilken zone vedkommende befinder sig i. Vi har for eksempel automater på parkeringspladserne, hvor der står, hvilken zone, man befinder sig i, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter.

- Desværre kan gps'en svinge endnu mere i nøjagtighed, hvis to parkeringszoner er placeret tæt på hinanden, så derfor gør vi endnu mere ud af at informere i de områder, hvor det er et problem.

Han erkender dog, at der til tider kan være fejl i appen, som gør, at kunden får en uberettiget bøde.

- Der sker selvfølgelig i ny og næ fejl, og det er beklageligt. Hvis vi har lavet en fejl i kortet eller lignende, for det kan jo ske, så retter vi den, og så betaler vi selvfølgelig kundens penge tilbage.

Men mener du, at I er gode nok til at oplyse, at det er kundens eget ansvar at sikre, at gps'en gør arbejdet?

- Vi prøver løbende at give information til vores kunder om, hvordan vores forretningsbetingelser ser ud. Det gør vi for eksempel løbende via forskellige servicemails.

Ifølge Bernd Reul tager de det altid alvorligt, når en kunde indgiver en klage, uanset om det er via mail, Trustpilot eller telefon.

- Vi svarer altid dem, der skriver til os på Trustpilot, uanset om det er en positiv eller negativ anmeldelse, og så opfordrer vi dem til at henvende sig til vores kundeservice, så vi kan se nærmere på sagen. Vi har over ti mennesker siddende i kundeservice hver dag, så vi er hele tiden klar til at svare på kundernes henvendelser, siger han.

Efter Ekstra Bladets omtale af sagen oplyser Martin Nielsen, at EasyPark har oplyst, at der er sket en fejl, og at de derfor nu vil betale pengene for bøden tilbage.

Ved du noget om sagen, eller har du oplevet noget lignende? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

243 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere